Guide til Showaurikler

Inden for Primula-verdenen finder du de fascinerende Aurikler i form af Haveaurikler og Showaurikler. Det er de, i de flestes øjne, mest spektakulære grundet deres imponerende farvekombinationer, som adskiller sig noget fra de mere almene Primula arter.

Historien bag Showaurikler

Showaurikler hører til den vidunderlige verden af Primulaslægten og har i hundredevis af år været de mest feterede Primula arter, og en slags “collectors item” blandt de fornemme folk i 1800-tallet.

Rent visuelt kan der opstå noget forvirring mellem Haveaurikler og Showaurikler, så lad os prøve at starte med at få styr på, hvad der adskiller dem:

Haveaurikler

Haveaurikler er opstået på baggrund af den naturlige krydsning mellem Primula auricula og Primula hirsuta, og det har resulteret i hybriden med navnet Primula x pubescens (“x” indikerer, at der er tale om en hybrid).

Primula auricula og Primula hirsuta er begge vildtvoksende i alpeområder, hvor Primula auricula foretrækker steder med skifer- og kalkunderlag, vokser Primula hirsuta på kalkfattige steder. Hybriden Primula x pubescens kan, i modsætning til de to andre, trives i næsten al slags jord.

Primula auricula har gule og duftende blomster, bladene er kødfulde og glatte samt mere eller mindre melede, medens Primula hirsuta har et utal af rødviolette blomster, brede blade, der bliver smallere ind mod rosetten og er stærkt behårede.

Denne hybrid (Primula x pubescens ) blev ved et intensivt forædlingsarbejde, udført af amatører, starten til det vi i dag kalder Haveaurikler. Haveauriklerne er ikke nogle vi ofte ser til salg i supermarkeder og havecentre, men i de senere år er enkelte kultivarer begyndt at dukke op.

Showaurikler

Inden for den gruppe vi betegner som Showaurikler findes der en lang række kultivarer som har deres egne, ikke latinske navne, såsom Primula auricula ‘Benny Green’. Læg her mærke til, at Showauriklerne er ægte Primula auricula, og altså ikke kultivarer af hybriden som beskrevet herover.

Showaurikler blev vist frem i aurikelteatre

Showauriklerne er især kendt fra England hvor havefolk gør en dyd ud af at dyrke og forædle planterne til det mest perfekte stadie, og hvert år afholdes der udstillinger med præmier til de bedste af slagsen. Det er også i den sammenhæng vi kender begrebet “aurikelteater” eller på engelsk “auricula theatre”, som altså er et levende planteportræt om man vil. Det er noget der stadigvæk dyrkes blandt aurikel-gartnere.

Showauriklerne dyrkes individuelt i lerpotter for at den enkelte blomst kan tage sig bedst ud, og placeres på en hylde i et træ-montre som set på billedet herunder (dog en noget moderne og mindre elegant udgave end de klassiske montre).

Aurikelteater
En moderne udgave af et aurikelteater. Kilde

Du kan også se hvordan showauriklerne tager sig ud til det famøse Chelsea Flower Show der foregår i England hvert år, i videoen herunder.

Forskellige grupperinger af Showaurikler

Der findes forskellige grupperinger af Showaurikler baseret på udseende, og det er netop deres særegne udseende der gør dem så fascinerende og attråværdige. Hvor meget de kategoriseres afhænger lidt af hvilken forening man besøger, men nogle af de typiske opdelinger er:

  • Edged (Med kant)
  • Self (Ensfarvede)
  • Striped (Stribede)
  • Fancy
  • Alpine
  • Double (Dobbelte)

Forskellige typer aurikler

Showaurikler med kant

fancy showaurikel
Kilde

Showauriklerne med en mørk kant rundt om blomstens centrum betragtes som de sværeste at dyrke og få til at trives.  Blomsterne har fire skarpt opdelte cirkulære zoner, som du kan se på billedet herover. Der er det gule centrum, en slags hvid voks der kaldes ‘Farina’, selve blomstens farve og til sidst kanten. 

Ensfarvede showaurikler

ensfarvet showaurikel
Kilde

I kategorien ‘Self’ er der tale om de Showaurikler der, foruden blomstens centrum, har én farve. På billedet herovre vil det være rød. Når der i eksempelvis England konkurreres om hvem der har dyrket den bedste Showaurikel i kategorien ‘Self’ er de anerkendte farver gul, rød, blå og mørk, men der eksisterer mange forskellige nuancer.

Stribede showaurikler

stribet aurikel
Kilde

Med de stribede Showaurikler skal striberne gå fra den yderste kant af øjet til den ydre rand og består normalt af vekslende farvestriber, hvoraf den ene farve typisk er grå eller hvid på grund af farinaen (vokslaget) som hæmmer væksten.

 

Fancy showaurikler

De ‘Fancy’ showaurikler er en betegnelse for dem der ikke falder inden for nogen af ​​de andre kategorier, og spænder således på tværs af kategoriseringer. Mange er tilfældige frøplanter, og det giver et godt grundlag for nye potentielle kategoriseringer.

Alpine aurikler

Showaurikel
Kilde

De alpine Aurikler har farvestrålende, fløjlsagtige blomster, som ofte er lidt større end de blomster der ses til udstillinger. Farven ud for midten skal gradvist skifte fra mørk til lys. Der er ingen farina (vokslag) på selve blomsten eller løvet. Hvis du er nybegynder udi auriklerne kan det anbefales at starte med denne slags, da de typisk er noget nemmere at dyrke end de ægte showaurikler.

Dobbelte showaurikler

Dobbelte showaurikler
Kilde

Showauriklerne med de voluminøse kronblade var meget populære i det 18. århundrede, men faldt af mode og var næsten gået tabt blandt dem der dyrkede Aurikler. De er senere hen blevet genoplivet og fås nu i en bred vifte af farver, herunder stribet. Graden af ​​fordobling kan variere fra dem med pæne kamelia-lignende blomster til hele fordoblinger med mange kronblade. Hovedkriterierne er, at kronbladene er afrundede uden hakker, og at de skjuler blomstens centrum.

 

Kilder:

Header foto: Flickr

Dele af denne tekst stammer oprindeligt fra Dansk Primula Klub der lukkede i 2018. Teksten er sidenhen bearbejdet af os, på have-siden.dk, da vi ønsker at videreformidle den værdifulde information som klubbens mange medlemmer har bidraget med.

http://www.auriculaandprimula.org.uk/
https://www.southernauriculaprimula.org/auriculas
https://www.barnhaven.com/
https://www.rhs.org.uk/plants/primula/auriculas

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top