Anaheim chili

Den kødfyldte Anaheim chili er en oplagt chilisort at dyrke, for dig der er vild med at bruge chilier i køkkenet. Dens store størrelse (Chilierne er 15-20 cm lange) og milde smag gør den nemlig til en oplagt ingrediens på grillen eller i ovnen.

Dens oprindelse skulle stamme fra en Mexicansk immigrant, der i starten af 1900-tallet medbragte chilifrø til byen Anaheim i Californien, hvorefter de blev opkaldt efter den. Når man søger efter inspiration til opskrifter hvori Anaheim indgår som ingrediens er det også mexicansk inspirerede opskrifter man hyppigt spotter; farserede Anaheim chili med kød, bønner og ost, eller indpakket i bacon og grillet.

 

Styrken på Anaheim chili

Styrken på en Anaheim chili ligger mellem 500-2000 Scoville, og det betyder at den er i den milde ende af skalaen. Dens styrke øges efterhånden som den modnes, hvilket foregår når den skifter fra grøn til rød. På en og samme plante prøvede jeg flere forskellige grønne chilier, hvoraf den ene var tilpas stærk til at man kunne mærke det, hvorimod de andre mere var som grøn peber. Vil man derfor gerne have de har noget styrke kan det anbefales at vente til de opnår den røde farve.

 

Såning og pasning

Hvis du har været så heldig at få fingrene i Anaheim frø kan du så dem fra omkring februar måned af, og plante dem ud i f.eks. drivhus eller udendørs på en solrig plads i juni måned – alt afhængigt af den danske sommer 😉 For hurtigere vækst kan det anbefales at købe en vækstlampe, hvilket også vil give dig mulighed for at få din Anaheim til at overvintre, og endda fortsætte væksten selvom det er koldt udenfor.

Planten bliver omtrent 60 cm høj og kan sagtens producere chilifrugter selvom den f.eks. står i en vindueskarm, og i en potte med begrænset af plads. Som med de fleste andre chilier vil plads og udbytte dog hænge sammen. Jeg har selv haft succes med at have en Anaheim stående i vindueskarmen i en lejlighed, og fået et fint udbytte ud af det, så det kan sagtens lade sig gøre.

Så snart din plante sætter de første 5-6 blomster kan du med fordel nippe dem af. Gør du ikke det vil den bruge alt sin energi på at producere dem, fremfor at videreudvikle bladvækst og en mere robust stamme.

 

Vi dyrker Anaheim i år

Jeg havde min første Anaheim chili i 2015, og jeg har endnu en på vej i denne chilisæson. Jeg håber den slipper fri for diverse utøj og andre ubehageligheder, og kan producere fine kødfulde frugter som jeg kan give mig i kast med i køkkenet. I så fald kan du se frem til spændende opskrifter her på siden. Har du selv en god opskrift, et spørgsmål eller måske et godt tip, så tøv ikke med at smide en kommentar herunder.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top