Ferskentræ på altanen

Jeg havde aldrig troet, at jeg en dag ville stå med et ferskentræ på min altan. Jeg troede nok heller ikke, at et ferskentræ kunne overleve i det danske klima. Der tog jeg fejl.

Jeg fik ved tilfældighed et ferskentræ i en pressemeddelelse på mit arbejde i foråret 2015 – et yndigt lille træ med lyserøde blomster. Ferskentræet hedder Crimson Bonfire, og er en dværgfersken. At det er en dværgfersken betyder at det ikke bliver højere end ca. 1,5 m, og dermed er det oplagt at placere på en altan eller i en krukke på terrassen. Det er jo vældig smart for en byboer der gerne vil forsøde tilværelsen med hjemmedyrkede frugter, eller for dem der ikke har plads i haven. 🙂

ferskentræ crimson bonfire

Opstammet ferskentræ

Crimson Bonfire er et langsomt voksende, opstammet træ der har det smukkeste mørkerøde løv. Jeg har nu godt og vel haft træet i et år, og omkring den første april er den første blomst sprunget ud, i midten af april står det i fuld flor med en intens lyserød farve, og i starten af maj er afblomstringen godt i gang, og det røde løv bliver mere markant. Det stemmer godt overens med hvad jeg tidligere har læst, om at blomstringen skulle toppe i april og maj, og at modningsprocessen af fersknerne varer fra september til oktober.

crimson bonfire ferskentrae blomstrer

 

Vinterhårdfør og selvbestøvende ferskentræ

Udover træets praktiske størrelse, så er den vinterhårdfør. Jeg har kunne læse på nettet at nogle har bedst erfaring med at lade træet overvintre indendørs. Men nu har mit ferskentræ stået på altanen hele vinteren igennem, og eftersom det blomstrer igen må det jo betyde at den ikke er bukket under for vejret – som selvfølgelig heller ikke har været en særlig ekstrem vinter. 

Under blomstringen dette forår (april 2016) har vi haft dage med hagl, hård vind og nattefrost. I dagene hvor der var lovet nattefrost tog jeg træet ind om aftenen, da jeg har hørt at frost i blomstringsprocessen vil kunne ødelægge den potentielle høst senere på året. Derudover har det stået udenfor på en let beskyttet og en, når solen kommer, varm plads.

Jeg håbede sidste efterår at der ville komme ferskener på træet, men en dårlig sommer plus den lille potte træet stod i gjorde, at den konstant væltede på grund af vinden, og de fleste frugter faldt af. Jeg har sidenhen pottet den om i en meget større potte så den nu står tungt og godt, og kan modstå selv de lidt voldsommere vindstød.

Crimson Bonfire skulle eftersigende være selvbestøvende, men på nettet kan man finde folk (ja man kan jo altid finde nogen der anbefaler noget andet 😉 ) der anbefaler at man selv hjælper til med en pensel, da det vil forbedre høsten. Det har jeg nu altså ikke gjort, og det må vi jo se hvordan påvirker resultatet i efteråret. Jeg krydser i hvert fald fingre for en bedre sommer i år end sidste år, så vi kan prøvesmage hjemmedyrkede ferskner. 🙂

 

ferskner på crimson bonfire

 

Se flere billeder i galleriet herunder

 

 

 

 

Køb online

Hvis du selv går og drømmer om at eje et ferskentræ, så kan du købe en Crimson Bonfire hos Plantetorvet i dag, og få det leveret til døren om et par dage. Nemmere bliver det vist ikke!

 

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *


*