Violinfigen pasning: Den fulde guide til pleje af en sart plante

Violinfigen (Ficus Lyrata) er blandt de mest populære stueplanter i de senere år, og den har på samme måde som bl.a. Monstera og Pilea været uundgåelig på de sociale medier. Dens enkle udseende og træ-agtige vækst tiltaler mange der ynder at bruge grønne planter i indretningen, og så har den potentialet til at blive en stor og imponerende plante, med den rette pasning.

Der er ikke en finger at sætte på violinfigens popularitet, og planten er ofte at finde i supermarkedet til en fin pris. Men hvis du drømmer om at få en af de store planter må du forvente at skulle punge ud, det er nemlig ikke unormalt at se priser fra 1500,- og opefter for en opstammet violinfigen med forgreninger.

Plantens sarthed og langsomme vækst blandet med populariteten har uden tvivl fået priserne til at skyde i vejret, men med tålmodighed og viden kan du selv dyrke planten og opnå det udseende du drømmer om.

I denne guide kommer vi nærmere ind på hvordan en violinfigen skal passes for at fremstå sund og glad, og de største problemområder folk oplever når de bringer planten ind i hjemmet.

Lys

Fælles for alle planter er behovet for lys, og violinfigen er naturligvis ingen undtagelse. Planten trives bedst et sted i hjemmet hvor den eksponeres for så meget indirekte og filtreret lys som muligt. Til det formål er et øst- eller vestvendt vindue ofte oplagt, men i vintermånederne kan man sagtens slippe afsted med et sydvendt vindue, da der jo generelt er så lidt sol på denne tid af året, og dermed ingen risiko for solskader.  I sommermånederne skal violinfigen holdes langt væk fra de sydvendte vinduer og direkte sol.

Du vil formentlig bemærke at din violinfigen med tiden vil begynde at læne sig mod lyset. Det er helt normalt, og faktisk noget alle dine planter gør. For at undgå skæv vækst kan du med fordel sørge for at dreje den et par gange om måneden.

Vanding

Vanding er ofte hvor det går galt når det kommer til stueplanter. Når man er ny til planter er vandkanden ens eneste våben, og ser planten trist ud, ja så kan den jo lige få en sjat vand. Violinfigen skal vandes med lunkent vand (koldt vand kan give den et chok) og det er bedst at give færre men grundigere vandinger, end at gå for mange småture med vandkanden.

Derfor, vent med at vande til plantens øverste lag er til den tørre side – er du i tvivl om hvornår det er, kan vi varmt anbefale en fugtighedsmåler som vi har beskrevet her.

Når jorden er til den tørre side kan du fylde en skål (eller andet passende format) med vand af stuetemperatur og lade planten suge vandet op. Giv den 15-30 minutter, og sørg herefter for at den får lov til at lade det overflødige vand løbe ud. Hvis du lader den stå i vand vil ilten forsvinde og rødderne rådne.

Rengøring af blade

Violinfigen vil, som andre stueplanter med store blade, samle støv på selve bladene. Det er derfor vigtigt at du en gang imellem tager en våd klud eller serviet, og tørrer bladene fri for støv. Et tykt støvlag kan forhindre plantens evne til at optage lys.

Temperatur

En korrekt og stabil temperatur er vigtigt for en violinfigen. Når man snakker om at planten er sart, er det særligt med henblik på at den ikke tåler træk, og faktisk helst ikke skal flyttes. Vi har selv oplevet hvordan vores violinfigen reagerede negativt på en flytning ved ganske enkelt at udsende et særdeles underudviklet blad som det næste i rækkefølgen. Ønsker du derfor en harmonisk plante med en naturlig og balanceret udvikling i bladstørrelse og udseende, så bør du være meget opmærksom på dette.

Selvom den i sit naturlige habitat har høje varmeforhold kan den sagtens tilpasse sig stuetemperatur på disse kanter. Du kan dog med fordel forsøge at øge fugtigheden omkring planten ved enten at spraye den med vand, stille andre planter omkring den eller forsøge dig frem med “vandbade” hvor vandet langsomt kan fordampe.

Jord

Brug ganske almindelig pottemuld med spagnum beregnet til stueplanter.

Gødning

Giv din violinfigen gødning ca. 1 gang om måneden i vækstperioden (fra forår til tidligt efterår). Det sikrer at den har masser af næring til ny vækst.

Omplantning

Den bedste måde at vurdere hvorvidt din plante trænger til at blive pottet om, er ved at se om rødderne kigger ud af bunden. Når de gør det anbefales det at omplante, medmindre du gerne vil begrænse plantens vækst. Det bedste tidspunkt at omplante din violinfigen er det tidlige forår, inden vækstsæsonen for alvor starter.

Formering og beskæring

Når vi køber violinfigen vil de fleste af os få fingrene i en plante med en enkelt stamme, og væksten vil være opad. Efterhånden som planten vokser vil du måske undre dig over hvornår den begynder at blive lidt mere busket og træ-agtig. Overraskelse: det gør den ikke. Ikke medmindre du beskærer den, og idet man gør det, kan man oplagt lave nye planter med topstiklinger.

Du kan altså formere violinfigen ved at tage topstiklinger af en eksisterende plante. En topstikling kan være mellem 15-30 cm lang og have 1-3 blade. Du ønsker ikke at have flere blade på den nye stikling, da den i så fald skal bruge for meget energi på at opretholde dem fremfor at udvikle rodnet.

Placer den afskårede topstikling i et glas med vand og hold det væk fra sollys. Efter nogle uger vil du formentlig se nye rødder vokse, og når først disse rødder er nogle cm lange kan du omplante stiklingen i jord. Du kan også formere violinfigen i jord, og her kan du bruge samme teknik men dog være ekstra opmærksom på jordens fugtighed så den nye rodvækst ikke har det for tørt. En plastikpose kan hjælpe med at opretholde temperatur og fugtighed.

Hvad vil der ske med væksten på planten man beskar tænker du måske? Resultatet her vil være, at vækstpunkterne under det afskårede sted, vil begynde at producere ny vækst. Det er også metoden man kan bruge, for at få en plante til at blive mere busket. Perfekt til planter som violinfigen, gummitræ og Pilea Peperomioides.

Har du god erfaring med pasning af violinfigen? Så kan du dele dine bedste tips i kommentarfeltet herunder.

3 kommentarer til “Violinfigen pasning: Den fulde guide til pleje af en sart plante”

  1. Lillian Flensborg

    min violinfignen har sat frugter 4 kugler i bladhjørnerne på størrelse med en golfkugle den er ca. 30 år er det almindelig?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top