Uægte Jasmin, en af havens mest velduftende buske

I et af de mest eksponerede steder i haven (der står altid en strid storm) står den Uægte Jasmin, også kaldet Pibeved eller det latinske navn Philadelphus virginalis ‘Schneesturm’. Det alene fortæller lidt om, at her er tale om en temmelig hårdfør busk.

Det er ikke uden grund at den kaldes for en “uægte” Jasmin, for den er faktisk ikke i slægt med den ægte Jasmin, som har svært ved at gro på vores breddegrader. Det skulle angiveligt være blomsternes duft, der minder om den ægte Jasmin, der er årsagen til at den bærer navnet “Jasmin”.

Blomster på uægte jasmin
Blomster på uægte jasmin

Uægte Jasmin er ikke en entydig betegnelse

Når man søger efter  ‘Uægte Jasmin’  online står det ret hurtigt klart, at mange har forskellig opfattelse af hvad en Uægte Jasmin er for en størrelse. Jeg er nu ret sikker på at den jeg har er en Philadelphus virginalis ‘Schneesturm’ med dobbelte blomster. Hvis du køber den på planteskolen, bør du holde fast i det latinske navn for at være sikker på at få den du ønsker – eller vente med at købe den til medio juni måned hvor du kan se blomsterne.

Blomsten på en uægte jasmin
en enkelte blomst er særdeles smuk, og kridhvid – og jeg kan næsten ikke vente til næste sommer hvor hele busken forhåbentligt er broderet med blomster – som perler på en snor.

Blomstring på den Uægte Jasmin

Blomsterne på den Uægte Jasmin er utroligt smukke og velduftende, og kan nydes i juni-juli måned hvor busken står og lyser op med sin overvældende, kridhvide blomsterpragt. Resten af året er der såmænd ikke så meget fest ved den. Den Uægte Jasmin kan bliver 2 – 3 meter høj hvis man lader den få lov,  men min har endnu et stykke vej, og er formentlig ikke hjulpet godt på vej af et plantehul der ikke blev kælet meget for, og den næsten konstante vind.

Alligevel kvitterer den med ganske mange blomster, og går man forbi (eller stikker snuden tæt på) bliver man beruset af dens skønne og intense duft.

En Uægte Jasmin i fuldt flor
En Uægte Jasmin i fuldt flor i midten af juni

Beskæring

Som nævnt længere oppe kan Uægte Jasmin gå hen og blive mere end bare lidt høj, og det er selvfølgelig ikke alle der drømmer om en 3 meter høj busk i haven. Derudover er blomstringen også pænest på de nyeste skud, og der er derfor god grund til at trimme og beskære planten. Men hvornår og hvordan griber man beskæring af en Uægte Jasmin an?

Nye skud på Uægte Jasmin
Nye skud på Uægte Jasmin

For at bibeholde det flotte udseende kan du i starten af året, omkring februar, beskære de tykkeste og højeste grene ca. 10 cm over jorden. Dette vil give plads til ny vækst med masser af blomsterpotentiale, og her bør du i de efterfølgende sæsoner

Tager du alle de tykkeste grene på én gang kan du risikere at miste årets blomstring, så i stedet kan du overveje at gøre det gradvist henover en årrække. Tynd ud tæt på bunden og lad ny vækst komme til.

Falsk Jasmin, få blomster
Uægte Jasmin med få blomster

Du kan købe planten i forskellige størrelser online og få den leveret lige til døren. Køber du busken med klump, kan du stort set plante den året rundt, og den kommer hurtigt i gang med væksten. Hvis du køber Uægte Jasmin som barrods plante skal du være ekstra omhyggelig med vanding.


Reklamelinks: Denne artikel indeholder affiliate-links. Det betyder, at vi tjener en lille kommission, hvis du handler hos en webshop, vi henviser til. Det koster ikke ekstra for dig, og vi sætter stor pris på, når du handler via disse links, da det betyder, at vi kan blive ved med at skrive på hjemmesiden.

1 kommentar til “Uægte Jasmin, en af havens mest velduftende buske”

  1. Grete og Bent Busck

    Vi har en lille altan mod øst og eftm. mod syd. Vi kan have blæst idet vi bor ved Nordhavn og ved vandet. Vi har i to år haft klematis med desværre har vi haft 3 forskellige uden held. Nu kunne vi tænke os en uægte jasmin, og vores spørgsmål går på, kan den klara sig i en ret stor potte med sol hele formiddagen og med spallie til at vokse op ad. Om vinteren har vi dækket potteoverfladen til for at beskytte nødderne, men det har desværre ikke hjulpet. Nu beder vi om et råd mht at få en ægte jasmin og hvis det kan anbefales, hvornår skal vi så plante den.

    MVH
    Grete og Bent Busck

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top