Trappe af belægningssten

Ny trappe  ? Lav den selv !

Hvis du går og drømmer om en ny udvendig trappe op til din dør, er det måske værd at overveje en trappe af belægningssten og helt uden pudslag. Jeg synes ofte man på ældre trapper ser at netop pudslaget giver problemer. Pudslaget revner, pudsen skaller af og det bliver bare værre og værre med tiden. Vinter og frost er hård ved trappen. Om det er selve pudslaget der er problemet eller det er det underliggende materiale der får pudslaget til at revne ved jeg ikke. Uanset hvad er det ‘trist’ at se på.

Jeg har lavet en trappe som jeg efter 4 år stadig er meget glad for. Der er ikke noget pudslag, ingen revner (endnu …) og heller ingen ingen frostskader. 4 år er ikke meget at lave historie og statistik på når man taler om beton, men jeg er ret optimistisk hvad angår holdbarhed. Hvis der alligevel dannes revner i trappen, slipper jeg da i det mindste for bøvle med et pudslag.

Som du kan se på billeder har trappen fået noget patina med tiden. Jeg ved ikke om det kan fjernes med klorin eller lignende – men på den anden side – sådan er det vel med beton der er udsat for vind og vejr. Da trappen lige var færdig var den helt utrolig flot : fuldstændig lysegrå over det hele.

Det var en forholdsvis tidskrævende proces at lave trappen og det ville utvivlsomt have været ret dyrt at købe en murer til at lave trappen til en normal timepris. Netop derfor valgte jeg at lave trappen selv. Rent teknisk var det ikke specielt svært at lave trappen og jeg tror at mange gør det selv folk vil være i stand til at lave den selv.

Den eksisterende trappe, som skulle fjernes var faktisk ikke mange år gammel, Den blev lavet af en murermester og kostede en mindre formue,  men hverken udseende eller holdbarhed matchede prisen. Den var både skæv og grim … og pudslaget var … ja, gæt selv ….

Jeg har desværre ikke så mange billeder fra selve projektet, men der er forhåbenligt nok til at man kan danne sig et indtryk af processen.

Inden du går igang …

Inden du går i gang er du nødt til at have en plan og en simpel tegning af hvordan trappe skal se ud, og du må gøre nogle helt overordnede overvejelser:

  1. Er der overhovedet plads til en trappe med de ønskede mål ?
  2. Er der noget i undergrunden under dør som vil forstyrre projektet (kloak, vand, varme, el, antenne kabel, telefonledning, …) ?
  3. Hvilke belægningssten skal der anvendes ?
  4. Hvor mange trin skal der være på trappe ?
  5. Kan du lave beton selv (købe / leje en blandemaskine) ?
  6. Kan du evt. ringe til en ven med lidt erfaring med beton ?
  7. Hvor dybe skal  trappetrin være ?
  8. Har du et sted i nærheden af trappen hvor du kan stå og svine med vand og beton ?
  9. Har du en ordentlig trillebør (murerbør) til at flytte det færdigblandede beton ?
  10. Kan du hente støbegrus i en grusgrav, eller skal du bestille det i f.eks. bigbags ?
  11. Er der en eksisterende trappe der skal fjernes ?
  12. Har du grej der kan banke den gamle (beton?) trappe ned ? (Leje en nedbrydningshammer ?)
  13. Har du fysik til at håndtere tunge opgaver ?
  14. Har du god tid til at gennemføre projektet ?
  15. Får du brug for at reparere sokkelpuds omkring trappe efterfølgende ?
  16. Skal du hyre en murer til nogle af opgaverne ?
  17. Gennemtænk hele projektet nogle gange. Beton er ikke til at spøge med (Der er ingen ‘undo’ knap, og 2 m3 beton i undergrunden lader sig ikke lige flytte).

Der er mange ting man kan overveje inden man går igang, og listen ovenfor kan virke overvældende – men hellere tænke for meget end for lidt 😉

Jeg er ikke murer, og jeg havde sådan set ingen problemer undervejs. Dog fik jeg hjælp af en bekendt med murererfaring til at støbe fundamentet. Det er en tung, men på ingen måde vanskelig opgave.

Højde og dybde på trin

Målene på  trappetrin er ret vigtige. Der findes masser af sider på nettet (f.eks. Wikipedia ), som beskriver hvordan målene på det ideelle trappetrin er, og hvis du er så heldig at disse anvisninger kan overføres til dit projekt er det jo helt perfekt. Imidlertid er man jo bundet af de faktiske forhold: Højdeforskel mellem grund og bunden af dørhul og den plads der til rådighed på husets sokkel på begge sider af dørhul.

Uanset hvad er det vigtigt at der er en fornuftig trindybde, så man er tryg ved at gå ned af trappen (Du har måske prøvet at gå ned af en trappe med meget smalle trin – det er ubehageligt !). Min trappe blev lavet med en trindybde på knap 30 cm., svarende til 2 herregårdssten på højkant og lidt luft imellem sten.

Trappetrin af belægningssten
Trappetrin af belægningssten

Trinhøjde beregnes som afstand mellem grund og bund af dørhul divideret med antal trin. Jeg endte med 3 trin a’ 19 cm.. Dvs. trinbredde på 30 cm og trinhøjde på 19 cm. Det fungerer ganske fint.

Fundament

Trappen er lavet som halve cirkler stablet oven på hinanden. Dørhullet (hul i mur) har en bredde på 100 cm. Det øverste trin har 1 flisebredde (Herregårdssten er  14 cm. brede) på hver side af dørhul, dvs. den øverste halvcirkel har en diameter på 2 * 14 + 100 = 128 cm.

Det næste trin har en diameter på 128 + 2 * 30 = 188 cm

Det nederste trin har en diameter på 188 + 2 * 30 = 248 cm. Altså en radius på 124 cm.

Fundamentet til trappen skal altså være en halvcirkel med en radius på 124 cm.. Fundamentet skal støbes i beton og skal have en dybde på ca 90 cm.  (frostfri dybde).

Det er ganske meget beton, så du har brug for en blandemaskine (tvangsblander eller fritfaldsblander) samt støbegrus og cement i rigelige mængder (Jeg anvendte ikke sten i blandingen). Endvidere skal der bruges beton i de enkelte trin.

Valg af fliser

Jeg har anvendt RBR herregårdsten (variant eksklusiv) alle steder hvor jeg har lagt fliser. Eksklusiv betyder at sten ikke har skarpe kanter. Det betyder at fuger i flisearealer er lidt ‘uensartede’ at se på. Jeg har valgt denne sten af 2 grunde: De er (var i hvert fald på købstidspunkt) meget lyse i overfladen i forhold til andre fabrikater, og de “ikke skarpe kanter”. Hvis man lægger fliser med skarpe kanter tror jeg at enhver unøjagtighed vil blive meget synlig – ihvertfald i forhold til sten med “ikke skarpe kanter”. Det samme gælder for trappen: Det er ikke nemt at sætte 2 lag sten på højkant i en stor halvcirkel med helt præcis afstand og retning. Enhver unøjagtighed vil blive meget tydelig.

Lyse RBR fliser

Som de ses af billedet nedunder, er overflade markant lysere end beton nedenunder. Det ser godt ud, synes jeg – men om det holder, ved jeg ikke.

RBR Herregårdssten. Lys overflade, mørk indeni
RBR Herregårdssten. Lys overflade, mørk indeni

Sæt igang !

Når du er helt afklaret omkring projektet, har fået materialer hjem er det bare at håbe på at vejret arter sig i den periode hvor projektet står på. Det er problematisk at arbejde med beton hvis der er hedebølge og meget tørt, og regnvejr er træls når man graver dybe huller. Vær forberedt på at projektet kan strække sig over længere tid end du måske lige havde forestillet dig (Den regel er vel altid gyldig ;-)).

Nedbrydning af den gamle trappe

Der er ikke så meget at sige – det er bare hårdt arbejde. Hvis den er støbt i beton og fundamentet er dybt er det ekstra hårdt. Man er næsten nødt til at leje en nedbrydningshammer. Jeg lejede en Makita nedbrydningshammer som vist vejede ca 25 kg. Det var en tung slambert at stå med, og man står på et underlag som hele tiden forandres i takt med at man får banket det væk. Makita’en var helt fantastisk effektiv og alle pengene værd !

Nedbrydning af betontrappe med Makita nedbrydningshammer
Nedbrydning af betontrappe med Makita nedbrydningshammer

Tip: Husk at blokere døren når du bryder den gamle trappe ned (gamle vaner er svære at lægge væk – og det er modbydeligt at træde ud på en trappe der er forsvundet) !

 Udgravning til fundament

Tja – det er bare at gå igang.

Der skal graves en halvcirkel med den beregnede diameter, og den skal ned i ca 90 cm. dybde.

Vær omhyggelig med udgravningen: Der skal lige så meget beton i hullet som det jord du fjerner, så der er ingen grund til at fjerne mere end nødvendigt.

Støbning af fundament

Ring til en ven og bed ham tage noget grus og cement med fra tømmerhandelen 😉 Her er brug for manpower og materialer i massevis !

Toppen af det støbte fundament er jo her første trin starter, så af hensyn til trinhøjde er det vigtigt at toppen af fundament er i den rigtige højde – formentligt i niveau med den omkringliggende grund.

Det er vigtigt at fundamentet er helt plant og vandret – i det mindste der hvor de 2 rækker sten skal placeres. Vær derfor klar med et pudsebræt og vaterpas inden beton størkner helt. Sjusk på dette tidspunkt bliver straffet hårdt, når man skal sætte sten oven på fundament.

Dæk evt. støbning af med noget plast så det ikke størkner for hurtigt og lad det få fred og ro i nogle dage – måske en uge.

Sætning af sten til 1. trin

Dette er nok den sværeste del af hele projektet. Sten skal stå i en perfekt halvcirkel, de skal helst stå med den samme afstand, de skal limes fast til fundamentet, de skal alle pege ind mod halvcirklens centrum og de skal stå lodret.

Endvidere skal der være hældning på stenens top, således at regnvand løber væk fra trinnet og ned til det omliggende område. 

Hvis man på den færdige trappe hælder en spand vand ud på det øverste tring, skal vandet skylle ud over hele trappen, ned til næste trin osv. Der må ikke være ‘lunker’ hvor der kan stå vand (og dermed is om vinteren).

Sørg for at hold småfolk, katte og hunde væk fra arbejdspladsen – det er en lidt kritisk fase 😉

Perfekt halvcirkel

Jeg borede et hul i cirklens centrum og skruede en betonskrue ned i hullet. Jeg lavede en liste med den ønskede radus, borede et hul i liste og satte liste ned over betonskrue. Herefter er det bare at skubbe stenene ind mod listen. Liste laves lang nok til at styre hvor den yderste række sten skal placeres.

Jeg anvendte et stykke snor med en løkke som også blev sat ned over betonskrue. Snor strammes ud og bruges som retningsviser idet den skiftevis strammes ud på hver side af stenen. Derved bliver det ret let at se om sten peger ind mod centrum.

Afstand mellem sten blev bestemt af bredden på en fugeske. Der skal være plads til, at man til sidst kan fuge den yderste række sten.

Med lodder og trisser … sten limes fast:

Man kan være fristet til at sætte de 2 nabosten så de står ‘på række’ / i linie og peger mod cirklens centrum, men jo mindre cirklens diameter er, jo sværere bliver det at overholde. Derfor mener jeg du skal sætte fliserne ned uden at tage hensyn til sten i nabo-rækken.

Sten blev limet til fundament med fliseklæb. Fliseklæb har den egenskab at det flyder ud når det belastes af stenens vægt. Dvs. man kan ikke give stenen hældning ved at lægge ekstra lim under stenes bagkant. Derfor anvendte jeg 2 stykker tråd med forskellig tykkelse til at lægge under sten i det yderste lag. Den ene var tynd ståltråd, og den anden installationsledning (!). Den tykke tråd under bagkanten og den tynde under den forreste kant var lige præcis nok til at give stenen den ønskede hældning.

Kontroller løbende at overflade på alle sten er i samme niveau (slå evt. let med en hammer hvis sten står for højt)!

Den inderste række sten skal naturligvis løftes endnu højere op og iøvrigt have samme hældning (så trappetrin er skråt men plant), så her anvendte jeg installationsledning til den yderste kant og noget endnu tykkere nylonsnor til den inderste. Afstandsliste til cirklens centrum blev skåret til så den passede til den inderste række sten.

Når alle sten i de 2 rækker er sat, blandes mere beton, som forsigtigt (med en skovl) hældes ind i halvcirklen der er dannet af de 2 rækker sten. Hvis man læsser på med en skovl er der stort set ingen risiko for at man skubber til stenene, og endvidere går det så tilpas langsomt at beton ikke siver ud blandt alle mellemrum imellem sten. Du må lige hjælpe lidt til med en fugeske så der kommer noget beton op på sider af alle sten. Hæld så meget beton i hullet at ca halvdelen af højden på alle de inderste fliser er dækket af / omsluttet af beton. Det er vigtigt at beton ikke løber ud og ‘forurener’ den yderste kant af den yderste fliserække.

Lad det evt. stå nogle timer, og hæld herefter mere beton i hullet. Der skal så meget beton i hullet at flisen til det næste trin bliver placert i den rigtige højde. Sandsynligvis (afh. af højde på trin) skal fliser til det næste trin stå nede i et hul med nogle centimers dybde.

Igen er det vigtigt at toppen af betonlag er helt plant og i vater – i det mindste hvor de 2 næste lag sten skal stå.

Har du beton ‘i overskud’ kan det skubbes ind mod midten af hullet.

Første trin af trappe af belægningssten
Første trin af trappe af belægningssten
Trappetrin af belægningssten
Trappetrin af belægningssten

Sætning af sten til 2. trin

Proceduren er præcist den samme som for 1. trin. Vær opmærksom på hvor meget beton der toppes op med. Hvis der kommer for meget på, bliver 3. trin for højt.

Jeg lagde en tyk nylonsnor imellem 2. trins fod og og den inderste fliserække på 1. trin, således at der bliver noget plads til en fuge. Dette gør at trin 1 bliver ca 1 cm. dybere.

Sætning af sten til 3. trin

Proceduren er stort set den samme som for 1. og 2 trin. Der er dog 3 undtagelser

  1. Der skal kun være en række sten.
  2. Der skal ikke så meget beton i hullet, da der skal være plads til at man kan lægge fliser ned i hullet. Dette er jo toppen af trappen
  3. Det er naturligvis vigtigt at top af sten er i niveau med bund af dørhul.

Læg fliser på top af trappe.

Her er noget skærearbejde at gøre, men ellers er det lige ud af landevejen. Læg fliser i fliseklæb eller beton.

Fugning

Hvis du er meget usikker på denne proces, kan det måske betale sig at hyre en murer til opgaven eller blot som guide i et par timer. Det er som sådan ikke svært, men hvis man aldrig har prøvet det før, er man naturligvis meget usikker på hvordan man griber det an, hvor tykt / tyndt beton skal være.

For at være sikker på at få noget beton der var helt ensartet, anvendte jeg færdigblandet beton til denne opgave.  Beton må ikke være for tyndt – så spar på vandet !

Når alt er fuget og der er gået nogle år, ser trappen sandsynligvis nogenlunde ud som dette:

Trappe af belægningssten
Trappe af belægningssten
Trappe af belægningssten
Trappe af belægningssten

… eller som denne:

Trappe af belægningssten
Trappe af belægningssten

 Patina

Algevækst på fliser, algevækst på belægningssten, algevækst på beton generelt, rensning af fliser – der er mange formuleringer på et problem jeg tror rigtigt mange mennesker har en interesse i.

Som du kan se af billeder ovenfor dannes der der algevækst, primært på skyggeside, af beton. Det er lidt kedeligt at se på, men skulle angiveligt ikke gøre nogen skade.

Dette indlæg fik mig til at google lidt på beton og algevækst. Der er mange gode og råd, og et af dem gik på anvendelse af Rodalon til udendørs brug. Jeg har nu prøvet det, og jeg må indrømme jeg er meget positivt overrasket. Døm selv (Fotografen var så ivrig at han ikke kunne vente til fliser var helt tørre efter behandling):

Afrensning af belægningssten: Få minutters arbejde med Rodalon, en skurebørste, vand, lidt ventetid og mere vand
Afrensning af belægningssten: Få minutters arbejde med Rodalon, en skurebørste, vand, lidt ventetid og mere vand

Her er hvad du skal bruge:

Her er hvad du behøver for at fjerne algevækst fra beton: Rodalon (Udendørs), en skurebørste og vand !
Her er hvad du behøver for at fjerne algevækst fra beton: Rodalon (Udendørs), en skurebørste og vand !

Bland 1 dl. Rodalon (til udendørs brug) med 1 liter vand. Dyp skurebørste i blandingen og skrub de algeramte områder. Vent en halv time og skyl herefter trappen ren med en vandslange.

Jeg aner ikke, om jeg kunne have opnået samme effekt med vand og skurebørste alene, og jeg ved heller ikke om Rodalon har en præventiv effekt – men jeg er super tilfreds med resultatet.

Trappe af belægningssten efter Rodalon behandling
Trappe af belægningssten efter Rodalon behandling
Trappe af belægningssten
Trappe af belægningssten

 

Trappe af belægningssten set ovenfra
Trappe af belægningssten set ovenfra
Trappe af belægningssten
Trappe af belægningssten

Det er lige før at dette indlæg kunne opfattes som en betalt reklame for Rodalon – det er desværre ikke tilfældet 😉

 

(Visited 1,381 times, 3 visits today)

5 Comments

  1. martin July 9, 2015 at 17:05

    Hejsa, først og fremmest super flot reslutat, er vild med det rå look..
    Jeg skal til, at lave noget ligne din trappe. Jeg kunn godt tænke mig at vide hvad dit blandingdforhold er til betonen og er det det sammen du fuger med…

    Mvh martin

    Reply
    1. admin July 10, 2015 at 19:16

      Hej Martin,

      Tak for din kommentar.
      Jeg brugte cement/støbegrus i blandingsforhold 1/5 og jeg fugede med færdigblandet grovbeton i sække. Jeg havde (og har) en forventning om at færdigblandet beton er mere ensartet end det man selv producerer.

      Mvh

      have-siden.dk

      Reply
      1. Rune August 15, 2015 at 19:04

        Hej.
        Rigtig flot trappe. Jeg skal lave en meget lig din, hvordan fik du støbt buen i beton?

        Faktisk vil jeg lave en præcis det til min hoveddør.

        Hilsen
        Rune

        Reply
        1. admin August 16, 2015 at 06:28

          Hej Rune,

          Buen – altså fundamentet for trappen – er formet af udgravningen. Den er kun i nogen grad bue-formet (hvad man nu kan med en spade), men større end det nederste trin således at alle sten i nederste trappetrin har noget beton at stå på. Den er iøvrigt ikke synlig da nederste trin delvist er dækket af jord og granitskærver.

          mvh
          have-siden.dk

          Reply
  2. Mads December 12, 2014 at 13:07

    Tak for et super indlæg. Det kan vi tage med videre. Herlig dag

    Reply

Leave A Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *