Fjollet navn, fantastisk plante. Allerede fra de spæde kimblade kunne vi ane at Razzamatazz ville blive en smuk chiliplante, og den antagelse har holdt stik – det ER en utrolig flot plante. Razza (som vi plejer at kalde den) er en lille og meget harmonisk plante der på sigt udvikler sig til lidt af en farvefest med chilier i næsten alle regnbuens farver.
Opadvendte chilifrugter i forskellige nuancer af gul, orange, rød og lilla overtager den lille plante henover sommeren, og det er en fornøjelse at have sådan en farverig chili i sin samling.
Før vi opdagede “den store chiliverden” eksisterede der i vores optik kun chilier der var røde og var stærke, men der er vi altså sidenhen blevet klogere – heldigvis. 🙂
Sidste år begyndte vi for første gang at gøre os i strategisk beskæring af chiliplanter, og selvom de små chiliplanter ikke er dem der har så meget brug for dette, så har vi alligevel testet det på Razzamatazz, og det har altså også fungeret ganske glimrende
Den praktiske størrelse gør også Razzamatazz til en chilisort der er oplagt at dyrke, hvis man bor i lejlighed og kun har en altan eller en vindueskarm, men kan naturligvis også dyrkes på friland og i krukker på terrassen. Altså en super alsidig chili som i øvrigt heller ikke stiller høje krav til temperaturer som andre chilisorter. Vi kan dog anbefale at gøre brug af vækstlys, for at få planten får en hurtigere start på livet, og dermed en længere sæson.
Max højde: Ca. 45 cm
Sol: Fuld sol
Hårdfør: Tåler ikke frost, men kan uden problemer overvintre indendørs
Se galleriet med Razzamatazz chili
Få mere inspiration til flotte og velsmagende chilisorter her.