Dyrkning af radisespirer som mikrogrønt

Når det kommer til at dyrke grøntsager er vi bundet af årstiden, men med mikrogrønt kan vi dyrke året rundt. Ikke helt i samme format som vi er vant til, men grønt ikke desto mindre.

De fleste af os er vokset op med karse-dyrkningsprojekter i skolen, men vidste du, at der findes mange flere grøntsager du kan spise som spirer? Radiser er en af dem, og i denne artikel viser jeg hvordan jeg såede mine radisespirer så du kan give dig i kast med det samme.

Det skal du bruge til at dyrke radisespirer

Når man blot skal dyrke spirer kræver det ikke alverdens at komme i gang, men hvis du ønsker et lidt mere elegant setup kan du godt købe små bakker der er designet til formålet – f.eks. hos TinyGardens.

Til mine radisespirer bruger jeg følgende:

  • Vat
  • Et låg fra en plastikbøtte
  • Vand
  • Frø

Processen er fuldstændig den samme som når du laver karse, chiakarse og andet mikrogrønt, og det betyder at ..

  • Du finder et låg, beholder eller andet hvori dit vat skal være
  • Væder vattet igennem med vand og drysser radisefrø på vattet
  • Giv det vand cirka en gang dagligt, og undgå at det tørrer ud – så klasker det sammen
  • Efter en uges tid til halvanden har du friske radisespirer

Med radisefrøene oplevede jeg det samme som med broccolifrøene, at enkelte frø når at spire uden resten følger med. Det har derfor taget mig markant længere tid at få bare en lille skov af radisespirer som man kan se på billedet øverst, hvilket jeg synes er en anelse upraktisk da man jo gerne vil klippe en lille tot til sin madder eller madlavning.

Smagen af radisespirer

Radisespirer har den samme skarpe og stærke smag som radiser, men i en mindre intens udgave end hvis man tager en bid af en rå radise. Jeg selv er ikke synderligt vild med radiser i store mængder, så her synes jeg faktisk at radise som mikrogrønt er rigtig smart. Jeg forestiller mig der er mange retter hvor radisespirer vil kunne blive en god tilføjelse, så det skal der helt klart eksperimenteres med.

Skriv en kommentar