Pilea Peperomioides har i mange år været blandt de mest eftertragtede stueplanter. Men hvor stammer den egentlig fra, og hvorfor har den været så svar at få fat i for mennesker verden rundt? Det kigger vi nærmere på i dette indlæg.
Hvor findes Pilea Peperomioides i naturen?
Pilea Peperomioides hører i naturen til i Kina og blev oprindeligt indsamlet af den skotske botaniker George Forrest i 1906 og 1910. Planterne blev fundet i Tangshan-området i det vestlige Yunan, i mere end 2000 højdemeter. Området er kendt for sit klima der byder på milde forårstemperaturer det meste af året, men med bjergtoppe dækket af sne indtil april-maj.
Kan Pilea vokse udenfor?
De første prøver af Pilea Peperomioides, der blev bragt til Edinburgh, blev sporet tilbage til de højtbeliggende kinesiske bjergkæder, og her voksede planten på skyggefulde pletter på kampesten dækket med mos. På grund af dette fandt forskerne det sandsynligt, at planten kunne overleve temperaturer ned til 0 grader. I dag ved vi også at Pileaer der udsættes for kolde temperaturer i højere grad er tilbøjelige til at sætte blomster i foråret.
Andre har rapporteret at Pilea vokser på kalkstensblokke i skyggefulde skovområder i det sydvestlige Kina, og ud fra det miljø er vant til tørre omgivelser med svagt lysindfald.
Jeg har som eksperiment haft Pileaer der har stået udenfor i den skandinaviske vinter – både i krukker og direkte i jorden. Planternes væksthastighed aftager naturligvis hen over vinteren, men de har vist sig at være ekstremt robuste i og med de er kommet tilbage i takt med forårets kommen. Det stemmer i hvert fald overens med den styrke en plante der vokser højt oppe i bjergene skal have.
Jeg kan også bekræfte, baseret på mere end 5 års erfaring med planten, at Pilea foretrækker tør jord frem for fugtig, og masser af inddirekte lys vil få den til at se sundere ud end en placering i svagt lys.
Kan man finde Pilea i naturen i dag?
Folk har rapporteret at have set Pilea Peperomioides i Costa Ricas vilde natur, men dette viste sig at være en forveksling mellem Pilea Peperomioides og Peperomia Polybotrya som ligner den utroligt meget. Der er andre planter, der ligner Pilea og som let kan forveksles med et utrænet øje, men realistisk set vil du ikke finde Pilea Peperomioides i naturen.
Ifølge Alexandre Monro, taksonom, systematiker og feltbotaniker ved Kew Gardens, er Pilea Peperomioides sjælden at finde i naturen grundet Kinas “Great Leap Forward” (politisk plan) og kulturrevolution der resulterede i skovrydning og ændringer i landforvaltningen.
Hvorfor har Pileaer været så svær at få?
Jeg fik min første Pilea Peperomioides i 2015, og på dette tidspunkt var det ikke en nem plante at finde i havecentre eller plantebutikker. Da jeg begyndte at poste billeder af den på Instagram, blev det klart, hvor sjælden den var i lande som Australien, USA og Canada. Jeg havde bogstaveligt talt folk fra hele verden, der ønskede at købe en stikling.
Og ordet “stikling” er nok den primære årsag til, at Pileaer har været svære at få fat i.
Botanikere har nemlig aldrig fundet hunblomster på Pilea Peperomiodes, og planten formeres derfor gennem aseksuel formering – altså stiklinger. Uden hunblomster på Pileaer kan de ikke producere frø, og som vi alle ved, er frø meget nemmere at sælge og sende rundt om i verden, end levende planteeksemplarer er. Derfor giver det god mening, at Pilea har været mere dominerende i Europæiske vindueskarme end f.eks. australske.
Hvordan kom Pilea fra Kina til vesten?
Historien om Pilea Peperomioides rejse fra Kina til vesten er ret fascinerende og et bevis for, hvor godt verden er forbundet – selv før det at flyve var normalt.
Så lad os gå tilbage til botanikeren George Forrest, der indsamlede de første prøver af Pilea Peperomioides i begyndelsen af 1900-tallet. De prøver, han indsamlede, blev opbevaret i Edinburgh, og senere brugt af botanikerne i Kew til at besvare de forespørgsler, de fik om planten, som de intet kendte til. Det blev tydeligt, at planten, der var så mystisk for forskere i alle de større botaniske haver, var en almindelig stueplante hos mange familier, og planterne blev givet videre i form af stiklinger.
Spørgsmålet til forskerne flyttede derfor fokus fra “hvad er det her?” til “hvordan kom den hertil?”. Den ledetråd, der i sidste ende ville optrevle historien om planten, kom i 1983, da Kew Gardens modtog besked fra en familie fra Cornwall, som 20 år tidligere havde haft en norsk au pair, der bragte en Pilea Peperomioides fra Norge til Storbritannien.
Fra Norge til Storbritannien
Skandinaviske botanikere, der besøgte Kew, blev bedt om at undersøge udbredelsen af Pilea i deres hjemlande, og en svensk botaniker opdagede, at den plante, han havde dyrket siden 1976 faktisk var en Pilea Peperomioides. Han søgte efter mere information om planten i svensk litteratur men fandt intet. Han fik arrangeret et tv indslag hvor Pileaen blev eksponeret for de svenske familier, og efterlyste oplysninger om planten den vej igennem. Det resulterede i en storm henvendelser fra folk, der havde et eksemplar af planten stående i deres hjem.
En af henvendelser skabte forbindelsen til den norske missionær Agnar Espegren som bragte en Pilea Peperomioides plante hjem fra Kina i 1946, og siden da gavmildt gav stiklinger til venner, han mødte på sine omfattende rejser gennem Norge.
På den måde rejste Pilea Peperomioides fra Kina til Europa og de vestlige lande, og gennem årtiers dyrkning og videreformidling af stiklinger, blev det til en af de mest populære stueplanter vi kender til.
