Den eksotiske og skupturelle Monstera Deliciosa

Foto: venstre, højre

Man kan ikke snakke om populære stueplanter uden at nævne Monstera Deliciosa, også kendt som Fingerphilodendron. Den er ganske enkelt at finde overalt på Pinterest, Instagram og boligblade. Plantens popularitet har også medvirket til, at dens let genkendelige bladform nu bliver brugt som print til tapet, tekstiler som puder, sengetøj, bluser, etc., og den er ligeledes ofte brugt som motiv på plakater, malerier og fotografier.

Dens popularitet kan da heller ikke undre nogen, da den dels er super smuk med sin intense grønne farve og skulpturelle udseende, og slet ikke er så svær at passe som man kunne frygte. Men selvom man kunne fristes til at tro Monsteraens tilstedeværelse i de danske hjem er kommet inden for de sidste 2-3 år, så er der faktisk tale om en stueplante som blev promoveret som en god indendørsplante helt tilbage i 80’erne.

Har du været så heldig at få en Monstera og mangler du gode råd til hvordan du passer den? Så læs med herunder.

 

Sådan passer du din Monstera Deliciosa

At man herhjemme kan dyrke en Monstera i sin stue, når den i naturen lever som en slyngplante i Mexicos tropiske områder, er intet mindre end fascinerende. Det siger også lidt om, hvor god den er til at tilpasse sig, for de fleste vil fortælle at en Monstera er en af de letteste stueplanter at have med at gøre – men de kan være ret krævende hvad angår plads.

Trives den kan den nemlig blive enormt stor, og derfor bør man nok før købet vurdere, om man rent faktisk har plads nok til den. Hvis det er muligt vil det være oplagt at placere den langs et gelænder (f.eks. fra en trappe), op af en væg, dørkarm eller andet så den har noget den kan støtte sig op af.

Den bliver nemt op mod 2,5 m høj som stueplante, selvom det tager sin tid. Når man køber dem er de ofte omkring 45 cm høje, og med tiden vil de udvikle sig til store planter med kæmpe blade. På de unge Monstera planter er bladene hjerteformede, hvor du på de ældre planter vil se de karakteristiske hullede blade der kendetegner planten.

 

Glad for skygge

Noget af det der gør Monstera Deliciosa til en anvendelig stueplante er, at den godt kan placeres i en mørk krog. Ja det er faktisk der den trives bedst. Den kan sagtens tilpasse sig lyset vendt mod nord, øst og vest men er ikke glad for direkte sollys fra et sydvendt vindue. Den tåler faktisk slet ikke direkte sol, og særligt ikke om sommeren hvor solens stråler er meget stærke.

Dens tropiske oprindelse betyder, at den særlig godt kan lide det fugtige klima, og derfor kan du i ny og næ overbruse den med vand fra en sprayflaske. En almindelig stuetemperatur hele året rundt passer en Monstera fint, da den som sådan ikke har en hvileperiode som mange andre planter har.

Dens store blade medfører en kraftig fordampning, og derfor har den brug for vand hele året rundt – men særligt og mest om sommeren når temperaturen stiger. Fra forår til sensommer kan du give den gødning cirka en gang om ugen, hvor du om vinteren kan nøjes med blot at gøre det et par gange. Den bedste måde hvorpå du kan mærke om den trænger til vand, er ganske enkelt ved at mærke med fingrene – eller bruge en smart fugtighedsmåler som vi har skrevet om her.

 

Monstera deliciosa som stueplante

 

Sygdomstegn

Som med alle andre planter kan det naturligvis også ske, at din Monstera bliver lidt træt af livet og kedelig at se på. Det kan være svært at sige præcis hvad der er galt med en andens plante uden at se den eller have været vidne til hvordan den passes, men herunder vil du kunne se de typiske årsager til hvorfor din Monstera mistrives.

 

Hvis din Monstera Deliciosa har …

  • Sorte pletter på bladene, har den det højt sandsynligt for koldt.
  • Tørre og brune pletter på bladene, har den højst sandsynligt fået for meget sol.
  • Blege blade, mangler den måske næring og du bør derfor spæde til med gødning.
  • Gule eller brunlige blade, har den fået for meget vand – lad den derfor tørre ud og vand i mindre doser fremadrettet.

 

Vær samtidig opmærksom på …

  • At checke rodnettet i potten. Er potten fyldt med rødder er det på tide at du potter den om i en større potte.
  • At jorden meget hurtig kan blive rigtig tør, hvis du placerer den tæt på en radiator.
  • At unge Monsteraer bør omplantes til en større potte en gang om året, mens de ældre kan stå i den samme potte i årevis, hvis man blot fylder frisk jord på toppen.

 

 

Her kan du købe en Monstera Deliciosa

Det gode ved populære ting er jo, at udbuddet stiger i takt med efterspørgslen, og derfor falder prisen ofte. Det er dit held hvis du endnu ikke er hoppet med på Monstera-bølgen, men overvejer det. Jeg synes ofte jeg spotter Monstera Deliciosa i blomsterhandlerne i København, og som regel er det til meget fornuftige priser – under 150 kr. Jeg har dog snakket med adskillige Københavnere der i den sidste måneds (april 2016) tid har fortalt, at indre København er som støvsuget for Monstera på samme måde som Pileaen er det.

Prisen afhænger af størrelsen, og på nettet ser det ud til priserne generelt er lidt højere. Ikke så underligt, det kan jo næppe være billigt at fragte planter. Monstera kan bl.a. købes hos Greenify fra 265 kr og op efter.

 

Del gode tips til pasning af Monstera

Ligger du inde med et godt tip eller erfaringer der kunne gavne andre? Så tøv ikke med at smide en kommentar herunder, så vi alle bliver lidt klogere på den skønne plante. 🙂

 

 

10 kommentarer

  1. September 12, 2017

    Eva Elisabeth Rohde Pedersen Reply

    Hej jeg har en monstera, hvor kun 2 af bladende er med de karakteristiske ” fingr”
    Til gengæld har den efterhånden mindst 10 ,- op til 50 cm. lange ” rødder” der ligger hen af gulvet – det er ikke særlig pænt – hvad gør jeg ?
    mvh Eva

  2. June 13, 2017

    John Reply

    Jeg har lige (juni 2017) købt en ganske smuk Monstera til den nette pris af 65 kr. i Ilse Jacobsens blomsterbutik ved Carlsberg St. Den vokser så hurtigt og fint når den bare kommer i en lidt større krukke og får en smule gødning.

  3. June 10, 2017

    Henrik Skovbo Reply

    Dette er blot en oplevelse: Jeg gik på en STEJL bjergskråning i Andesbjergene, i Equador. Nærmede mig et brølende vandfald, der havde skåret en lodret ‘rende’ ind i bjergsiden, 30-40 m høj og 10-15 m bred. Der var konstant dis og vandsprøjt omkring vandfaldet.
    På et tidspunkt kravler/skræver jeg over nogle vandrette 15-20 cm tykke plantestængler, der udgår fra en voldsomt frodig, kæmpe plante til venstre for mig. Hele planten var nok omkring 8 m bred og 5-8 m høj, med blade på op til en lille meters længde. Og ja, det var en Monstera! Det var i starten af 80’erne, og jeg havde allerede i årevis haft en del planter af Monstera i forskellige hjem (mit barndoms- og mine senere egne hjem). Den største blev dengang ca. 1,5 m høj og næsten lige så bred. Så jeg kendte den godt, men vidste dengang ikke, at den kom fra tropisk / subtropisk regnskov.
    I dag har jeg én, der er på vej over de 2 m. Og den bliver bare ved, op ad en stolpe og hen langs en hems, hvor jeg støtte-binder den med mellemrum.

  4. March 1, 2017

    Anna Reply

    Åh åh! Jeg har samme problem med sorte pletter på bladene, men har svært ved at tro på, at det er fordi den står for koldt? 🙁 Den får sorte pletter rundt omkring på bladene, og det går så fra grønt til gult… overvejede om gulvarmen kunne være problemet, da den står ved almindelig stue temparatur på 21-22 grader, så kan, som sagt, ikke forstå, hvis det er for koldt? 🙁

    • September 4, 2017

      Sofie Reply

      Det vand, du vandet den med, er nok for koldt. Lad en fyldt vandkande stå i stuetemperatur, til du skal bruge den næste gang 🙂

  5. November 30, 2016

    Lykke Reply

    hvordan ved jeg hvor meget gødning den skal have??

  6. October 13, 2016

    Stine Reply

    Hej, håber i kan hjælpe :-(. Min monstera har fået sorte pletter, så den har det nok for koldt – så har rykket den så den står op ad radiatoren. Mit spørgsmål er så om de sorte pletter forsvinder og bladet bliver grønt igen, eller om man skal fjerne bladet?

    Mvh Stine

  7. September 21, 2016

    Julie Reply

    Dette kunne jeg også godt tæneke mig at vide – er der mon nogen, der ved noget? 🙂

  8. August 17, 2016

    Anne Therkildsen Reply

    Tak for en rigtig god side med mange nyttige informationer. Jeg tillader mig at linke til siden fra min blog. Jeg håber, at det er ok.
    Jeg kunne godt tænke mig at vide hvordan man tager stiklinger fra Monstera? Jeg har et par stykker som har vist størrelse med mange rødder. Jeg klipper den ofte for at holde den “nede” men kan ikke rigtig gennemskue hvordan jeg tager stiklinger fra den. Kan du hjælpe mig?
    På forhånd tak 🙂

    • May 3, 2017

      Asta-Jo Reply

      Jeg sætter altid de afklippede blade i vaser med vand, og enkelte gange har det været en succes og de har dannet rødder som jeg bagefter har kunne plante. Men jeg kan stadig ikke regne ud, hvorfor det kun virker nogle få gange, og ikke med dem alle sammen?
      Mvh Asta

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *


*