Koriander er en krydderurt der deler vandene, og for smagsløg der stifter bekendtskab med planten for første gang vil spørgsmålet “hvorfor smager det af sæbe?” muligvis trænge sig på. Men er du vild med dens smag og ønsker du mere af det, så guider vi dig her til at dyrke koriander indenfor og i haven.
I mexicanske og asiatiske retter er det så godt som uundgåeligt at støde på koriander. Plantens skarpe smag passer perfekt til disse landes smage, og derfor hører koriander sig naturligvis også til, hvis du giver dig i kast med disse retter derhjemme.
Man kan købe frisk koriander i supermarkedet, f.eks. en lille håndfuld i en hård plastikbeholder eller en endnu mindre håndfuld i Irma’s lerpotter for mellem 17-25 kr. At købe det friskt kan altså hurtigt blive en dyr omgang, og mon ikke de fleste af os kender til nyindkøbte krydderurter der lynhurtigt bliver slatne? Kedeligt og dyrt.
Hvordan dyrker man koriander?
Koriander er en enårig plante der er nem at passe. For mange vil den største udfordring være, at få en løbende strøm af frisk koriander der kan høstes. Da korianders livscyklus er kort og væksten hurtig, kræver det at man løbende sår nye frø for at kunne være selvforsynende. De bør sås med ca. 3-4 ugers mellemrum og man kan typisk høste inden for en måned efter såning.
Såning af koriander
Du får de bedste resultater ved selv at så din koriander direkte fra frø. Der er ikke den store fidus ved at forspire koriander, fordi plantens livscyklus er så kort som den er. Korianderfrø kan du købe året rundt online, hos bl.a. Plantetorvet og Blomsterverden, eller når byggemarkeder og supermarkeder sætter forårsprodukterne på hylderne.
Med andre krydderurter kan man købe dem som fuldvoksne planter og udplante dem, men det går altså ikke med koriander. Dens pælerod tåler ikke omplantning, så skal man omplante bør det gøres før de enkelte spirer udvikler sig til planter.
Når du skal så korianderfrø kan det gøres både udenfor og indenfor. Hvis du sår koriander udenfor bør du først gøre det fra maj-juni, hvor jorden er varm nok. De skal sås i ca. 1 cm dybde og med 10-15 cm afstand, helst et lyst og varmt sted med en god, porøs jord. Find gerne en placering der får sol men ikke for meget direkte sol om sommeren, da det kan brænde de lettere sarte blade. Har du drivhus kan du starte tidligere.
Koriander kan dyrkes indendørs året rundt, dog kan det være svært at få tilstrækkeligt med lys i vintermånederne. Har du vækstlys kan det hjælpe. Man kan faktisk også dyrke koriander som mikrogrønt, det vil sige at du blot dyrker det for spirerne som spises inden de udvikler sig til store planter – altså ligesom karse.
Pasning af koriander
Koriander er som nævnt en ganske nem plante at have med at gøre. Det vigtigste du bør sørge for i forhold til pasning, er at have placeret planten i let og løs jord på et lunt sted.
Selve planten kan blive op til 70 cm høj, og man kan med fordel stimulere bladvæksten fra start, for at få mest mulige blade ud af den enkelte plante. Det er jo som bekendt bladene der smager bedst, og i øvrigt er det de første blade der smager af mest! For at stimulere bladvæksten kan man nippe toppen af hver plante når den er ca. 10 cm. Ved at gøre det vil væksten blive mere busket fremfor høj og ranglet, og det giver altså vækstpotentiale.
Når koriander går i stok
På et tidspunkt vil planterne gå i stok, altså sætte blomst. Det sker hurtigere jo varmere det er. Lader du dem gøre det vil det blive til frøstande som kan høstes og bruges i madlavning, eller du kan lade dem være og så vil planten genså sig selv – ganske smart! Blomsterne kan man også spises på lige fod med blad, stængel og frø.
Man kan udskyde blomstringen ved at nippe de nye blomsterstande af, inden de bliver alt for store. På den måde omdirigeres energien fra at sætte blomst, til bladvækst.