Så og dyrk karse: Sådan griber du det an

Så karse

Hvem siger det hele skal være eksotisk og avanceret, for at være spændende? Det kan godt være der står planter i stuen der er importeret fra sydlandske himmelstrøg, men i vindueskarmen vokser der nu, i alt sin enkelthed og skønhed, karse – præcis som vi kender den fra barnsben af.

Hvad er karse egentlig for en størrelse?

Karse er noget nær jordens mest simple og taknemmelige plante, for den vokser på livet løs så snart der kommer fugt. Men karse er faktisk også en reel krydderurt, blot en hurtigvoksende en af slagsen som gør sig bedre i vindueskarmen end i haven. I haven vil den lynhurtigt blive ranglet, sætte blomster og dernæst frø, men i vindueskarmen kan du holde den i skak ved at så frøene og bruge dem inden for få uger – hurtigt og effektivt.

Hvad bruger man karse til?

Karse bruges oftest i samspil med smørrebrød, men det er også populært at bruge i sandwiches, salater, dressinger samt som drys på ost, fisk, yoghurt m.m. I varme retter mister det noget af sin smag, så her får man ikke det store ud af den lille, velsmagende vækst.

Det er lynhurtigt at dyrke, livsbekræftende at se på, og en sjov aktivitet for børn. Og naturligvis lækkert når det er klar til at blive brugt i maden.

Såning af karse

Når først du har fået fingrene i en pose karsefrø er du praktisk talt good to go – det kræver ingen omfattende dyrkningsvejledning som så meget andet. Karse vil bare gerne vokse, og du kan derfor så dine karsefrø på vat, hampmåtter eller andet materiale der kan holde på fugten. Populære beholdere er bl.a. mælkekaton.

karse frø

Jeg har selv prøvet med både hampmåtter og køkkenrulle, og jeg må blankt erkende at jeg ikke er fan af nogen af delene. Køkkenrulle tørrer alt for hurtigt ud, og frøene har svært ved at klistre sig fast til hampmåtterne, og det kan derfor være svært at hælde det overskydende vand fra, uden at frøene triller med. Vat er derfor det bedste materiale hvis du spørger mig.

I praksis skal du bruge:

Sådan gør du

  1. Kom dit vat i en beholder, og hæld vand på indtil det har suget det det kan, hæld det overflydende vand fra
  2. Drys karsefrøene ud på vattet, jo flere desto tættere bliver karseskoven
  3. Hæld vand på hver dag
  4. Vent en lille uges tid og herefter kan du klippe frisk karse fra din beholder. Der er ingen særlig teknik til at klippe, så du tager ganske enkelt bare saksen og nipper det af du skal bruge.

Se med i videoen herunder hvor du ser hvordan karse vokser fra frø til spirer på få dage.

Hvor lang tid holder karsen?

Når man dyrker karse er det jo ofte i mindre låg, beholdere og andre genstande man lige kan finde, og derfor kan man også rigtig hurtigt få spist det hele. Hvis du gerne vil have frisk karse i en længere periode kan det anbefales at så en ny portion karsefrø en gang om ugen (eller oftere hvis man bruger mere), for på den måde hele tiden at have karse der er klart til at blive klippet.

Vil du forlænge holdbarheden på din karse kan du placere dem i køleskabet, hvor de vil holde sig friske i op til en uge efter de står klar til at blive brugt.

Og hvad med næringen?

Der er mange der roser mikrogrønt til skyerne for dets fantastiske næringsrige egenskaber, men hvis du spørger mig så er der tale om så små mængder grønt, at det ikke nok ikke har en kæmpe indflydelse på din overordnede sundhed. Med det sagt så skader grønt aldrig, og jeg vil da kun opfordre dig til at kaste dig ud i mikrogrønt projekter hvad end det er karse, radiser, broccoli eller andet.

Men karse indeholder i følge madpyramiden beta-caroten (A-vitamin), E-vitamin, B-vitaminet folat, mineralernekalium og jern. Derudover er de små karsefrø fibre i sig selv, hvilket jo som bekendt er godt for fordøjelsen.

Ofte stillet spørgsmål om karse dyrkning

Hvor lang tid tager det at så karse?

Det tager mindre end en uge fra du sår karsefrøene til de første spirer er dukket op.

Kan man så karse i vatrondeller?

Karse kan gro hvor end der er fugt, om det så er vatrondeller, en hampmåtte eller noget andet.

Hvor højt bliver karse?

Hvis du dyrker karse som spirer bliver det ikke mere end 3-5 cm højt, men i haven kan det blive op til 30 cm.

Hvordan opbevares karse?

En bakke med karse kan holde sig op til en uge i køleskabet.

 

Reklamelinks: Denne artikel indeholder affiliate-links. Det betyder, at vi tjener en lille kommission, hvis du handler hos en webshop, vi henviser til. Det koster ikke ekstra for dig, og vi sætter stor pris på, når du handler via disse links, da det betyder, at vi kan blive ved med at skrive på hjemmesiden.

3 kommentarer til “Så og dyrk karse: Sådan griber du det an”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top