Kirsebærlaurbær ‘Etna’ som hækplante

Jeg har i flere år været en stor beundrer af kirsebærlaurbær. Jeg bliver simpelthen i godt humør bare ved at se på dem – næsten uanset årstiden. De står næsten altid og skinner med deres fine ‘voksbelagte’ grønne blade, og i perioder har de endda små fine blomster – og nye hurtigtvoksende skud i massevis giver endnu et løft til oplevelsen.

Da vi med vores kære nabo blev enige om at sætte en hæk i skellet og naboen helt uopfordret foreslog Kirsebærlaurbær – så huggede vi til uden betænkningstid.

OBS: Kirsebærlaurbær er giftig og ifølge hegnsloven er det ikke tilladt at plante giftige planter i skel!.

Den eneste usikkerhed var hvilken sort vi skulle vælge.

Efter en del google aktivitet faldt valget på ‘Etna’.  Valget varprimært begrundet i at Etna skulle være fuldt hårdfør – og så de smukke bronzefarvede nye blade (som dog skifter til grøn efter nogen tid – nyd dem i den tid de er der !)

kirsebærlaurbær etna
Kirsebærlaurbær Etna med bronzefarvede nye blade

Her er Etna fotograferet i slutningen af Maj måned. Der bliver sat nye skud i en imponerende mængde:

skud på kirsebærlaurbær etna
Kirsebærlaurbær Etna

Året efter ovenstående billede blev taget sætter de samme planter masser af blomster samtidigt med de nye skud. Det er smukt og det dufter fantastisk!

 Er Etna fuldt hårdfør ?

Min erfaring siger ja ! Jeg har nogle kirsebærlaurbær Rotundifolia som har været hårdt ramt (brune blade i foråret) af vinterkulde og blæst. Etna buske som stod lige ved siden af havde stort set ingen brune blade.

Kirsebærlaurbær har 2 vækstperioder

Kirsebærlaurbær har 2 vækstperioder. Den første starter lige i begyndelsen af Maj og er langt den kraftigste – man kan ikke tage fejl !. Den anden periode er ikke nær så udtalt. Nogle planter (Samme sort, samme hæk) springer den helt helt over og andre sætter nye skud på forskellige tidspunkter.

Har du en Kirsebærlaurbær hæk som du ønsker at klippe, vil jeg mene at starten af Juni måned og slutningen af September er de optimale tidspunkter.

Kan man selv formere kirsebærlaurbær ?

Svaret er ja – og jeg har selv prøvet det. Man kan tvinge en gren ned i en urtepotte (Læg f.eks. en flise eller lignende oven på grenen) og sørg for at grenen har jordkontakt hele tiden. På et tidspunkt sætter grenen rod, og man kan herefter klippe forbindelsen til moderplanten. Man får en plante der er helt magen til moderplanten, men  det kræver en god del tålmodighed. Efter et par år er planten blevet ca. 40 cm. høj.

blomster på kirsebærlaurbær
Etna kirsebærlaurbær i slutningen af maj måned

Kirsebærlaurbær sætter endvidere bær som kan blive til planter hvis de får de rigtige betingelser.

Røde bær på Laurbær (Etna)
Røde bær på kirsebærlaurbær (Etna)

Jeg hiver en gang imellem kirsebærlaurbær op af jorden under min ligusterhæk – og det kan kun være bær der er havnet der og er begyndt at etablere sig. Hvis jeg får tilstrækkeligt rod med op af jorden, planter jeg dem normalt i en potte – jeg nænner ikke at smide dem ud – men man kan ikke vide hvilke egenskaber planten har.

Bærrene er iøvrigt giftige, beske og smager ikke godt – men fortæl alligevel dine små poder at de ikke må spise dem. … og ja, jeg har selv smagt et rødt bær 😉

Køb Etna kirsebærlaurbær her

Hvis du ikke har tid til at vente på en egenproduktion og ønsker du hurtigst muligt at få en meget smuk hæk, kan du købe Etna kirsebærlaurbær hos plantetorvet.dk. Man kan i skrivende stund købe dem i størrelser fra 40 til 175 cm.  – så der er betemt mulighed for at få en hæk etableret ‘i en ruf’.

Køb Etna kirsebærlaurbær her

100 Stk. Etna

Vi besluttede at købe 100 stk. Etna hækplanter i potter med en højde ca. 15 centimeter.  Da hækken er ca. 40 meter lang, svarer det til en afstand mellem planter på 40 cm. – altså 2,5 hækplante pr. meter. Dette er langt mindre end leverandørens anbefaling på 6-8 stk. pr. meter, og her i foråret 2014 ser jeg ikke noget problem i denne beslutning.

Jeg tror ikke at man stadig kan købe Kirsebærlaurbær i denne størrelse – men så går det jo også noget hurtigere at få en etableret hæk.

Sådan plantede vi hækken

Hækken blev bestilt i efteråret 2011, og inden levering sørgede vi for at gøre et ½ – 1/1 meter bredt bælte klar til de nye planter. .

Alt hvad der stod i dette bælte blev fjernet, og jorden blev gravet godt igennem. Pæle blev banket i jorden midt i skellet, og der blev spændt en snor ud imellem pæle så vi havde noget at styre efter. Vi skar en pind til i en længde som svarede til det mellemrum der var beregnet til at være imellem planter.

Husk at plante de nye planter i samme dybde/højde som den tidligere har vokset i. Hvis jorden er tør kan man vande en smule, men typisk er der ikke behov for dette i efteråret (her uge 40).

 

Sådan passer vi hækken

Efter 2,5 år er hækken endnu ikke så høj at vi overhovedet overvejer at klippe den – og det er begrænset hvad den har krævet af pasning. Den er blevet vandet i de første sæsonner hvor sommeren har været ganske varm og tør. Herudover har vi sørget for at luge ukrudt væk, og skære græskanter fra græsplanen væk så  hækplanter ikke skal kæmpe med andre planter om vand og næringsstoffer. Herudover gøder jeg let hver måned i perioden 1. Maj til 1. September. Gødning er bare ’standard’ NPK-gødning fra det lokale byggemarked.

Sådan vokser hækken

Ved plantning var hækplanter ca 15 cm. Høje. Alle 100 planter er kommet fint igang, nogle vokser dog betydeligt mere end andre.

Her er planter på vej til deres 2. sæson:

kirsebærlaurbær som hæk
Kirsebærlaurbær ‘Etna’ April måned 2013

Her 2,5 år efter, er de største hækplanter ca. 60 cm. Høje og brede – og de er vokset helt sammen med deres naboer. De mindste planter er ca. 30 cm. høje og brede, og de er endnu ikke vokset helt sammen med naboer. Det ser ud til at være jordbund og nærtliggende træer der bremser væksten hos de mindste hækplanter.

Der er en tydelig udvikling på blot 2 måneder:

kirsebærlaurbær som hæk
Kirsebærlaurbær Etna ultimo Juni 2013
Kirsebærlaurbær som hæk Ultimo Maj 2014
Kirsebærlaurbær Etna ultimo Maj 2014

Den 24 September 2014: De største planter måler ca. 115-120 cm i højden og ca. det samme i bredden.

Kirsebærlaurbær Etna som hæk, Ultimo September 2014
Kirsebærlaurbær Etna ultimo September 2014
Kirsebærlaurbær som hæk Etna Sankt Hans 2015
Kirsebærlaurbær Etna Sankt Hans 2015

Hu Hej hvor de vokser !

Her i sensommeren 2014 må jeg konstatere at hækken vokser rigtigt fint – og den er kun lige begyndt !

Jeg har en anden lille Etna hæk der blev plantet i 2012 og består af blot 7 planter. De blev købt med en størrelse på ca 50-60 cm.:

Laurkirsebær Etna Juli 2012, ca 50 cm. høje
KirsebærlaurbærEtna Juli 2012, ca 60 cm. høje
Laurkirsebær Etna September 2014, ca 180 cm. høje
Kirsebærlaurbær Etna September 2014, ca 180 cm. høje (og 180 cm. brede)Laurkirsebær Etna September 2014, ca 180 cm. høje Kirsebærlaurbær Etna September 2014, ca 180 cm. høje

Det er en ganske imponerende vækst på godt 2 år!

Jeg har endvidere endnu en kirsebærlaurbær (ja, jeg er altså ret glad for kirsebærlaurbær 😉 ), som jeg er ret sikker på også er en Etna. Den måler i dag 230 cm både i højde og bredde.

Kigger du efter en hæk der vokser langsomt og samtidigt er et smukt alternativ til Liguster ?

Så kunne Bærmispel måske være løsningen. Prøv at checke mit Læs indlæg om Bærmispel her – jeg synes det er et meget interessant alternativ til f.eks. Liguster !!

Klipning af Etna

Som et forsøg klippede jeg lidt i hækken med en elektrisk hækkeklipper – og det ser umiddelbart lidt skidt ud !. Blade bliver nærmest flået i stykker og de bliver brune hvor klipperen har hærget. Den er endvidere vanskelig at klippe med en elektrisk hækkeklipper, fordi de store blade ‘hviler’ oven på klipperens skær, og selv om klipper måske er beregnet til at klippe tykke grene, er buskens blade så brede, at det er svært at få ‘lokket’ grenen ind til skæret.

Efterflg. kan jeg se at planten tilsyneladende prioriterer at sætte nye blade hvor den er blevet beskåret

Kirsebærlaurbær Etna klippet med hækkeklipper - det ser skidt ud.
Kirsebærlaurbær Etna klippet med hækkeklipper – det ser skidt ud.

Man skal lidt tæt på hækken for at se de skader klipperen har lavet på bladene – men overordnet set er det stadig en meget smuk plante !

Er planten blevet for stor?

Hvis din laurbær er blevet for stor – og måske alt for stor – har vi god erfaring med at beskære buske kraftigt. Nedenstående billeder viser en laurbær (dog ikke Etna!). Det første billede viser laurbær umiddelbart efter beskæring (30/5 2016), og det næste billede den samme plante 1 år og 12 dage senere (12/6 2017). Det er en ret imponerende udvikling.

Hvis det handler om en hæk og du er ked af at den skal være helt nøgen hen over sommeren, kan du måske klippe de 2 sider med 1 års mellemrum.

35 kommentarer til “Kirsebærlaurbær ‘Etna’ som hækplante”

  1. Hej
    Har set artiklen om kirsebær laurbær idet jeg har søgt efter svar på hvad der mon kan være galt med vores hæk.

    Vi plantede den sidste år i maj og den trivedes fint helt indtil maj måned i år, hvor en plante er gået helt ud og mange af de andre får gule blade som falder af og hækken ser mere og mere tynd ud især i den ene ende.

    Jorden er meget hård. Der blev gravet ca 60-70 cm ned da de blevet plantet. Jorden blev skiftet ud med god muldjord. Planterne er med klump og er ca 180 cm høje.
    PH værdien ligger på 6-7

    Vi har gødet et par gange sidste år og en enkelt gang i år.
    Vi har købt en fugtighedsmåler til jorden og den viser medium fugtighed – den værste ende dog mere fugtig.
    Vi er ved at gå lidt i panik – er der noget bud på hvad der kan være galt ? Vi er i totalt vilrede om det kan være for meget eller for lidt vand..

    På forhånd tak

    Mvh Helene

  2. Hej
    Vi har købt et nyt hus og drømmer om at plante Kirsebær Laurbær langs grunden. Men vi er blevet gjort opmærksomme på at planten er giftig og at man ikke må plante giftige planter i skel.
    Gælder det mon kun i skel til anden beboelse eller generelt? Og handler det blot om at vælge den rigtige sort?

    1. Hej Rikke,
      Jeg har ikke været opmærksom på at hegnsloven specifikt nævner giftige planter. Der er vist ingen tvivl om at selve planten og bær er giftig – og med den viden kan jeg kun anbefale at finde en anden plante til din hæk!
      Det er muligt der findes varianter af kirsebærlaurbær som ikke er giftige – det har jeg dog ingen viden om.

      mvh
      have-siden.dk

  3. Hej
    Tak for en fin artikel. Vi overvejer at plante kirsebærlaurbær i store kasser med selvvanding som lægiver og afskærmning på en tagterrasse. Hvad synes I om den ide? Og hvor dyb skal jorden oven på selvvandingskassen som minimum være?

    Venlig hilsen
    Susanne

  4. Hej
    Jeg har plantet 50 stk. Novita i juli 2018, mange af planter blev halvskaldede på midten af plante, ligeledes er der en del af dem hvor det ligner af pladene er flænset, hvordan kan det være?
    Er det en god ide at skære dem ned hvor de ikke er halvskaldet, og så lade dem dem vokse?
    Hvordan får man dem til at vokse til siden?
    Kan jeg beskærer dem i den kommende weekend?
    På forhånd tak

  5. Hej
    Tak for en god og interessant artikel. Jeg har netop beskåret vores hæk (20m) fra 1,3 meters højde ned til 70cm. Hækken er sat for tre år siden og er vokset godt, men ikke i bunden, hvilket betyder at hækken nogle steder er blevet meget bred og er vokset sammen i toppen, imens både børn og besøgende hunde stikker ud “under” hækken. Jeg har læst at man bør beskære hækken kraftigt tilbage og desuden tynde den meget i toppen og på siderne, så bunden får lov at få lys og kan vokse frem.

    Er dette rigtigt? Har i flere gode tips til en uprøvet (og lidt frustreret) havemand? Hvordan beskærer man i øvrigt bedst en laurbærkirsebær, sådan helt lavpraktisk?

    Tak på forhånd! Vh Martin

  6. Hej Have-siden
    Vi købte et hus for 1 1/2 år siden, som har en laurbærhæk ud mod vejen (er ikke helt sikker på sorten, men havecenteret gættede på Novita) – eller dvs. at nogle af buskene er vokset noget imens de øvrige er gået ud – eller næsten ud. Fx stod der en fin og velvoksen busk imellem andre, der er gået næsten ud. Når man ser huset på Google streetview (billedet er fra juli 2014), står der en lav fin lauerbærhæk, så noget må være gået galt (adressen er Axelhøj 60, Rødovre – du er velkommen til at kigge :-))
    Vi har nu gravet de værste buske op og købt nye buske (Novita) til at sætte indimellem dem der er tilbage i håb om at kunne redde hækken med gødning og vanding til foråret.
    På planteskolen sagde de, at man skal grave hullerne ca. to spadestik dybe inden man sætter buskene, men nu hvor jeg er i gang støder jeg på et hårdt gruslag ca et spadestik nede. Om det er byggeaffald, rent grus eller andet ved jeg ikke.
    Mit spørgsmål er nu om det kan være derfor, at de enkelte buske er gået ud/har stoppet væksten – og hvorfor så kun nogle af dem? Omvendt er jordforholdene jo de samme som før buskene gik ud? Kan årsagen være en anden – manglende gødning, vand eller andet?
    Giver det mening at plante en ny hæk, med den nævnte jorddybte (med grus nedenunder)?

    Det kan nævnes, at jorden er meget leret

    På forhånd mange tak for hjælpen!

    1. Hej Casper,
      For et par år siden gravede jeg en stor Laurbær op i min baghave. Den havde et kraftigt og meget dybtgående rodnet så det var et mindre projekt at få den op.
      Når du skriver “tæt på vej”, “Hårdt gruslag” og “meget leret” så bimler alle alarmklokker i mit hovede. Jeg ved ikke meget om at lave veje, men jeg kunne forestille mig at man lagde et rigtigt stabilt lag grus/sten med masser af ler (det kalder vi stabilgrus her hvor jeg bor) som man efterfølgende har lagt asfalt på.
      Det lyder altså som et rigtigt dårligt miljø for planter som skal have noget størrelse!.
      Hvis jeg var dig ville jeg bruge en masse energi på at få gravet nogle dybe huller (jo dybere jo bedre – mindst 2-3 spadedybder) og få noget god muldjord ned i hullerne inden du sætter planterne!

      Nydelig ejendom og fine 2014 planter iøvrigt 😉

      Held og lykke!!!

      mvh
      have-siden.dk

  7. Hej Have-siden
    Vi har en fin kirsebærlauerbær hæk, som vi plantede for ca 6 år siden. Nu kunne vi godt tænke os at tage stiklinger fra den og bruge dem i sommerhuset, nu hvor vi alligevel skal klippe den for vinteren. Vi ved, at stiklingen skal være lidt træagtig, hvor vi klipper og grøn og bøjelig for enden for at være en god stikling, men hvad gør vi så? Stikker vi bare den nyskårne stikling direkte i jorden og venter med at opplante dem til foråret i sommerhuset eller?
    Vi har sommerhus ved Lammefjorden, første række til vandet, med ca. 150 m til vandet. Vil kirsebærlauerbær overhovedet kunne vokse der pga salt i luften?
    De bedste hilsner
    Finn og Anne

    1. Hej Finn og Anne,

      Hvis I kun skal bruge nogle få planter ville jeg producere dem ved at tvinge nogle af de lave grene ned så de får kontakt med jord overfladen – læg en flise eller en en stor sten ovenpå på hver gren. Det har jeg med held prøvet en enkelt gang.
      Skal I producere mange planter tror jeg at teknikken på denne side vil fungere (jeg har dog aldrig selv prøvet dette med kirsebærlaurbær): https://haveselskabet.dk/tv/halvmodne-stiklinger

      Jeg har ingen anelse om hvordan planter vil trives tæt på Lammefjorden – men jeg vil da meget gerne høre om jeres erfaringer – så vend gerne tilbage når I har nyt at berette 😉

      Held og lykke!

      mvh
      have-siden.dk

  8. Hejsa,

    Jeg har nogle kirsebærlaurbærplanter jeg gerne vil flytte.
    De er ca 2m høje og vel ca. det samme i omkreds.

    Jeg forstår at man skal grave rundt om dem nu og så flytte dem til oktober.
    Gælder det stadig når sommeren er så varm?

    Vh
    Martin

    1. Hej Martin,

      Med den sommer vi har lige nu (den seneste vejrudsigt for sidste uge i juli måned ser ret ekstrem ud) tror jeg du skal være varsom med at forstyrre plantens rodnet. Vent med at grave til vejret bliver normalt (også for din egen skyld 😉 ). Jeg har før flyttet en laurbær uden at klippe rødder i forvejen – det kan godt fungere.
      Hvis dine laurbær er gamle kan de have et ganske kraftigt rodnet … en skarp økse, en god (dræn?)spade, et gammelt ‘ørnenæb’ og evt. en bajonetsav er nyttige værktøjer.

      Tip: Planten med rodklump kan være meget tung. Når alle rødder er skåret over kan du lade planten ligge i hullet, skovle jord ned omkring planten, vrik med planten så den ligger oven på jorden. Skovl mere jord ned i hullet, vrik med planten … osv osv. .. og ‘pludselig’ ligger planten oven på en næsten plan jordbund 😉

      Held og lykke!

      mvh
      have-siden.dk

  9. Hej. Jeg har købt 13 kirsebærlaubær planter som jeg har sat som hæk for ca 1 mdr siden, men efter ca 14 dage blev ca halvdelen brune i kanten af bladene og det bliver værre efter som tiden går, jeg vander hver anden dag men holder øje med at de ikke tørre ud, har gødet et pr gange. Hvad gør jeg forkert? Mvh. Sanne.

    1. Hej Sanne,

      Hvad gør du forkert …?
      Du har været så uheldig at sætte nye planter i jorden i en periode som skulle vise sig at blive et rekord varmt og tørt forår. Det var naturligvis ikke til at vide i starten af maj måned.
      Det er bedst at sætte nye planter i jord i efteråret.
      Sket er sket og der er vist ikke meget andet at gøre end det du allerede gør (vande planter ofte), krydse fingre og håbe på det bedste.
      Stop med at anvende gødning!

      Held og lykke!

      mvh
      have-siden.dk.

  10. Jane Tolstrup

    Vi har for 4 uger siden plantet en ny kirsebærlauerbær etna hæk. Da vi er ved at lægge vores have om, har det vist sig vi skal have planet med mere jord på, hvilket betyder hækken skal hæves ca 15 cm.

    Mit spørgsmål, kan vi grave de 6 af de 4 uger nyplantede planter op og plante dem igen når den nye jord er kørt på.

    Hvad vil dit råd være til os?

    1. Hej Jane,
      Jeg ville grave dem op, beskytte rodnettet og sætte dem igen, når I er færdige med at lægge mere jord på (det må gerne gå lidt hurtigt 😉 ).
      På grund af den ekstremt varme og regnfattige maj måned ville jeg bruge meget vand i plantehuller og i øvrigt vande ofte så længe vejret er som nu.

      Held og lykke

      mvh
      have-siden.dk

  11. Kan en kirsebærlaurbær trives som hæk i en meget ‘våd’ jord? Vi har en bøgehæk som skel til naboen og den har det ikke godt i den sumpede jord, der er i hvert fald ikke meget fyld i den. Derfor tænker vi at plante en mindre inder-hæk som hurtigt kan blive fyldig, derfor faldt valget på kirsebærlaurbær.

    Vil den kunne klare sig i den våde jord?

    1. Hej Henriette,

      Puha – meget våd jord er den rene gift for mange planter. Hvorvidt Etna kan trives i sådan et miljø ved jeg simpelthen ikke.
      Du kunne jo starte i det små og starte med nogle få planter … vi vil meget gerne høre om dine erfaringer!.

      mvh
      have-siden.dk

    2. Hej Henriette,
      Ved vores tidligere bolig plantede vi Etna i meget våd jord (jord ml en lille å og en sø), og den voksede eksplosivt. Jorden var også meget sur. Så ud fra den erfaring, så vil jeg mene at den trives ganske fint i vådt jord. Har kun erfaring med typen “Etna”.
      Håber erfaringen kan bruges.

  12. Josefine Bucan

    Hej, vi har en rigtig flot ‘Etna’ hæk som vi er meget glade for. Nu vil vi gerne plante et stort hjertetræ i samme forhøjede bed, som hækken står i, men jeg er nervøs for om det vil ødelægge hækken – hvilket ville være en katastrofe. Hvor tæt på hækken kan man plante et træ ? Og er der noget vi skal være opmærksomme på når vi graver ?
    Tak for hjælpen.
    Mvh Josefine

  13. Tusind tak for fin artikel om en af mone yndlings planter. Kender du til typen novita? Har læst at de er gode.
    Har fået pris bud på 120 kr. Styk.
    Er det en ok pris? 100-120 cm.

    1. Eller vil du anbefale etna?
      Den skal bruges til 20 meter lang hæk op mod befærdet vej, det gør ikke noget at det bliver høj og bred

  14. Hej
    Spændende læsning om kirsebærlaurbær.

    Vi overvejer meget at plante en skråning til med Etna (barrod).
    Hvor tæt vil du sætte dem, der er nok ca 200 kvm.

    Vh. Susanne

    1. Hej Susanne,
      200 kvm Etna … det lyder spændende 😉
      Det er et vanskeligt spørgsmål du stiller – og jeg har brug for mere information for at kunne komme med et rimeligt svar:
      – Er det meningen at de skal vokse frit eller skal højden begrænses?
      – Er det 1 lang række af planter I vil plante?
      – Har I brug for at kunne gå imellem planter også når de bliver store?
      – Har I ønske om at det skal blive til en lille skov?

      Jeg ved ikke hvor høje Etna kan blive hvis de får lov at vokse ubegrænset, men jeg har set andre kirsebærlaurbær blive meget høje – måske 6 meter … og hvis Etna gør det samme bliver det jo en lille skov i ender med.
      Det er ikke nemt at klippe en stor kirsebærlaurbær i højden hvis den er meget mere end 2 meter høj (Flytte rundt på stiger / stillads – op og ned, prøve at nå ind til centrum af en bred busk med hækkeklipper eller saks)
      Hvis I vil begrænse væksten på så mange planter skal I være forberedt på de vokser hurtigt og producerer mange grene / blade som skal fjernes 1-2 gange pr. år (det er et stort arbejde!).

      mvh
      have-siden.dk

  15. Hej
    Vi er i gang med at kigge på en ny hæk og vil gerne have kirsebærlaurbær.
    Vi har fået et godt tilbud på Rotundifolia, men er blevet oplyst om på en planteskole, at denne sort aldrig vil blive tæt, hvilket vi undre os lidt over.
    Er det også din erfaring med denne sort, og har du evt. nogle billeder af dine Rotundifolia?

    Mvh. Sandra

    1. Hej Sandra
      Jeg har nogle få Rotundifolia ved min indkørsel (den plante som blev kraftigt beskåret (vist nederst i indlægget) er en af dem) – og de er absolut helt tætte. Søg evt. på google og se masser af billeder af store flotte og tætte Rotundifolia.

      mvh
      have-siden.dk

  16. SUSANNE CHRISTIANSEN

    Vi har en gårdhave ved vores vinkelhus hvor vi har plantet en laurbær der bliver klippet firkantet hvert år. Første gang i juni/juli mdr. og om nødvendig
    igen i okt/nov. den står sammen med en kristtjørn der også klippes firkantet hvert år dog først i dec. mdr. når jeg også skal bruge lidt til juledekorationer. Vi køber nu 3 stk. laurbær til vores børn og disse skal gro mod vejen til fuld størrelse og lukke af for indkig. En plante der varmt kan anbefales. Mvh Susanne Christiansen

  17. Hanne Poulsen

    Vi har en flot laurbærhæk, som er ca. 125 cm høj med en masse nye flotte skud. Vi vil gerne beskære den ned til 80 cm højde. Kan vi gøre det nu?
    Hækken er 8 år gammel og har været let beskåret flere gange. Skal man normalt beskære den 2 gange om året? I skriver først i juni og sidst i september. Er det for sent nu og skal vi vente til september?
    Mvh
    Poulsen, Aarup

    1. Hej Hanne
      Jeg klipper mine 2 gange om året – umiddelbart efter vækstperioder er overstået. Jo længere tid der går imellem beskæringer jo mere brutal ser beskæring ud, men jeg kan ikke se andre problemer ved det.
      Jeg ville ikke have nogen skrupler over at beskære den hårdt fra 125 til 80 cm. lige nu!

      mvh
      have-siden.dk

  18. Inspirerende artikel om kirsebærlaurbær som hæk. Vi har en ca. 20 meter hæk af denne type ud mod lille stikvej. Den er ca. 1,80 meter høj og breder sig godt i bredden. Det er nødvendigt med beskæring/klipning. Dette er gjort nogle få gange, men mit spørgsmål er: Hvornår er det bedst at klippe denne hæk??
    Venlig hilsen
    Kell Jensen

    1. Hej Kell,

      Tak for din kommentar. Min erfaring med klipning af Kirsebærlaurbær er, som du måske kan læse af indlægget, noget begrænset, så jeg støtter mig til eksperter og har besluttet mig for at det skal ske i starten af Juni og slutningen af September – dvs. 2 gange om året (For at tage hensyn til de 2 vækst-perioder).

      Mvh

      have-siden.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top