Genbrug sushibakker som spirekasser

Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg i løbet af de sidste 5 år har bestilt sushi som takeaway, og dermed mængden af sushibakker af plastik jeg har modtaget og smidt ud. Alligevel er det først nu det er gået op for mig, at sushibakken er noget nær den ultimative spirekasse:

  • Sushibakken kommer med bund og låg der passer perfekt sammen!
  • Den har en praktisk størrelse
  • Den kan let rengøres
  • Plastikbunden er blød nok til, at man nemt kan lave drænhuller

Nu kan jeg næsten kun ærgre mig over, hvor mange gode hjemmelavede spirekasser jeg er gået glip af. Men opfordringen er hermed givet videre, til dig der selv køber sushi i ny og næ: genbrug sushibakken og spar pengene på at købe spirekasser. Kig med herunder og se hvordan jeg greb DIY spirekassen an, trin for trin.

 

Trin for trin sushibakke som spirekasse:

  1. Rengør sushibakken grundigt med sæbe
  2. Lav drænhuller i bakkens bund – her kan du f.eks. brug en hobbykniv, urtekniv eller saks. I eksemplet herunder har jeg lavet seks huller.
  3. Hvis du vil have så flere frø i din spirekasse er det smart at adskille dem. Her kan du bruge de sushipinde der medfølger din bestilling. Klip dem over med en tang og brug dem som vægge der adskiller frøene.Genbrug sushisticks til spirekasse
  4. Kom jord i din bakke, sørg for det ikke ligger i randen hvor låget skal sættes fast, og husk at der også skal være plads til et lille lag jord ovenpå frøene.
  5. Drys de ønskede frø over jordstriberne, placer sushipindene og drys et lag jord ovenpå.DIY sushibakke som spirekasse
  6. Vand forsigtigt, her kan jeg anbefale at bruge en forstøver så du ikke får skyllet frø og jord ud af placering.
  7. Sæt låget på og så er du klar!

Hvordan husker du hvad du har sået hvor? En nem måde er at bruge en markertusch til at skrive på plastiklåget – skriver du småt er der også plads til mange ganges genbrug!

Sushibakken kan ikke indeholde meget jord, og derfor vil det også være begrænset hvor længe de små spirer kan vokse deri – så brug det som en såbakke, og plant dem ud efter behov.

God fornøjelse!

 

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *


*