Guide til dyrkning af citrontræer

Citronen er middelhavets frugt, og for mange af os leder den smukke plante også tankerne hen på noget eksotisk. Vi kender citrontræet fra de varmere lande, men det kan faktisk godt lade sig gøre at dyrke citrontræer her i Danmark, om end det for de fleste ikke vil vise sig at være det nemmeste.

Så hvordan skal et citrontræ passes og plejes for at den kan afgive frugter til familien? Det vil vi forsøge at guide dig til i dette indlæg. Læs med herunder og få et par tips til pasning, pleje og formering.


Kan man dyrke citrontræer fra kerner?

Som med det meste hjemmedyrk, så er kvaliteten på dine hjemmedyrkede citroner bare dét højere end hvad du kan finde i butikkerne, og fornøjelsen ved at spise frugt og grønt man selv har dyrket er nu også særligt tilfredsstillende.

Kan man få et citrontræ ved at så en citronkerne? Absolut!

Men kan man købe en citron, så en kerne derfra og på sigt høste citroner af selvsamme kvalitet? Med høj sandsynlighed, nej.

Du kan sagtens dyrke dit eget citrontræ ved at så en citronkerne, men du er ikke garanteret at opnå samme kvalitet som planten den kom fra, ligesom du heller ikke er garanteret at planten overhovedet vil give frugt. For mange planter, herunder citrontræer, er det ganske normalt at kerner genetisk adskiller sig fra moderplanten.

Men det er et sjovt forsøg, ikke særlig krævende og kan se ud som herunder.

dyrkning af citrontræ

Hvordan dyrker man et træ fra citronkerne?

Du kan i realiteten så citronkerner året rundt, men de bedste tidspunkter at gøre det på herhjemme er i starten af foråret hvor lys og varme vender tilbage.

  • Find en god økologisk citron (sprøjtemidler kan forringe spireevnen), tag et par kerner og rens dem grundigt med vand så der ikke sidder ‘frugtkød’ på
  • For at speede spire-processen op, kan du med fordel fjerne den skal der sidder på den enkelte kerne (se videoeksempel længere nede)
  • Hold kernerne fugtige indtil du får dem sået
  • Fyld en potte eller spirebakke med fugtig jord (almindelig priklejord er fint for nu), prik huller til kernerne, kom dem i og drys et lille lag jord henover
  • Sæt låg på spirekassen eller kom en plastikpose over potten for at holde på fugtigheden
  • Placer potten varmt og lyst, men ikke i direkte sol – gerne temperatur mellem 15-21 grader
  • Hold jorden fugtig men ikke våd, brug evt. en sprayflaske
  • Når spirerne kigger frem kan du fjerne låget/plastikposen
  • Giv planten masser af sollys, og suppler evt. med LED vækstlys som erstatning for manglende sollys
  • Når du senere skal ompotte dit citrontræ kan du overveje at købe citrus- eller middelhavsjord, som er særligt velegnet til dem

På billedet herunder ser du en trin for trin proces for såning af citronkerner:
1) kerner holdes fugtige på et stykke vådt køkkenrulle, bemærk at skallen stadig sidder på modsat det trick du kan se i videoen længere nede.
2) En hjemmegjort bøtte klargøres med huller i bunden
3) Kerner kommes i jorden
4) En smuk og intens grøn citronspire er kommet frem

citrontræ guide

Speed spiringsprocessen op med denne metode

Vidste du, at du kan forspire dine citronkerner helt uden brugen af jord? Herunder er der en metode hvorpå du kan forkorte spiringstiden, og samtidig være helt sikker på kun at så citronkerner som rent faktisk bliver til noget.

Hvordan passer man et citrontræ?

Når det kommer til pasning af et citrontræ gælder de samme regler for pleje, anset om du har købt et voksent citrontræ eller har sået det fra kerne.

Overordnet set skal du huske på, at citrontræer ikke hører til på disse kanter, og at det derfor er stik imod deres natur at vokse her – uanset om de står indendørs eller udendørs. De fleste problemer med citrontræer opstår i og med der er tale om en plante der vokser udendørs, som vi bringer indenfor i helt andre omgivelser. Det vil derfor aldrig blive helt optimale forhold vi kan give dem, selvom vi prøver.

  • Direkte sollys: Citrontræer skal have masser af sol, minimum 8 timer for at trives men gerne helt op til 12 udtaler citruseksperten Mario Vega fra San Francisco. Du kan hjælpe dit citrontræ til bedre trivsel med vækstlys.
  • Udendørs placering (når du kan): Citrontræer trives bedst udenfor, men det kan vi af gode grunde ikke tilbyde dem så ofte. Den luftcirkulation de opnår udenfor er god og sund for planten – står din plante indenfor bør du prøve at åbne vinduer for at sørge for der kommer luft i rummet.
  • Masser af vand: Hold planten fugtig og ikke våd. Tillad toppen af jorden at blive let udtørret, men aldrig rodnettet. Vand med regnvand hvis det er muligt, da postevand indeholder meget kalk. Vand ca. 1 gang om ugen, alt afhængigt af temperaturen.
  • Høj luftfugtighed: Citrontræer trives med en luftfugtighed på 50% og opefter, og det er sjældent vi kan tilbyde det indenfor. Foruden jævnligt at overbruse din plante med vand kan du overveje at sætte vandbad der kan fordampe, og dermed øge luftfugtigheden i rummet. Hvis du har et drivhus kan du her opnå den rette luftfugtighed, bare vær opmærksom på at det også et let at få tiltrukket uønsket utøj.
  • Gødning: Med tiden vil jorden tømmes for næring og du bliver nødt til at tilføre gødning for at holde planten glad på længere sigt, ca. hver sjette uge. Oplever du gule blade på dit citrontræ? Så kan der meget vel være tale om mangel på nitrogen (kvælstof).

Citrontræer kan risikere at få flere forskellige problemer som bunder i sygdomme, utøj, næringsmangel og forkert klima. Gule blade som nævnt herover er ét af de problemer du kan opleve, og et andet velkendt problem er tab af blade.

At træet taber blade kan være et tegn på flere forskellige ting, og din vigtigste opgave er derfor at prøve at indsnævre årsagen. Overvanding og temperaturforskelle er hyppige årsager. Forsøg at holde en jævn temperatur hvor dit citrontræ er, og døjer du med træk i dit hjem bør du løfte potten op så temperaturforskellen fra blade og rødder ikke er for stor.

Formering af citrontræer

At så citronkerner er ikke den eneste måde hvorpå du kan formere eller få flere citrontræer. Har du overvejet hvordan salgsklare citrontræer produceres?

Svaret er podning eller stiklinger.

Ved at benytte denne metode kan du, modsat når du sår citronkerner, få to genetiske kloner, og deraf sikre kvaliteten på frugterne. Med de rette forhold vil man med disse metoder kunne forvente frugt efter 2-3 år.

Stiklinger er den nemmeste metode for os ikke-gartnere at gengive, og du kan se hvordan du kan gøre det selv i videoen herunder:

Har du gode råd til pasning af citrontræer? Så tøv ikke med at dele din viden i en kommentar herunder.

54 kommentarer til “Guide til dyrkning af citrontræer”

  1. Hej Havesiden !
    Jeg har haft et gammelt citron træ stående i Drivhuset i mange mange år, plantet fra kerne.
    Det er nu blevet så stort et træ, at der ikke var plads til det i drivhuset. Jeg har derfor gravet det op og sat det udenfor i en kæmpe krukke (86cm Ø)

    Jorden omkring var meget løs og det var svært at komme til inde i drivhuset under alle tornene så der kom ikke meget rod med selvom jeg stak spaden ned ca. 35cm rundt om stammen. Mon træet overlever ?

    En helt anden ting, vil det mon nogensinde komme til at give frugt ? Træet blev plantet som frø af min søn som 2 årig, og han er nu 22. Træet gik en gang ud for ca. 10 år siden, da der kom alt for tidlig hård frost, før jeg havde nået at isolere og sætte varme på i drivhuset, men året efter skød det helt nedefra jorden og nu står et 2 meter højt træ.

  2. Pingback: Fra citronkerne til citrontræ - SARAH STRANGE

  3. Yvonne madsen

    Vi har et citrontræ stående indendørs. Der har været mange blade og blomster på og også citroner. Nu falder alle bladende af. Der er pigge på nogle af stænglerne. Hvad gør jeg for at få træet flot ugen?
    Skal stænglerne klippes af?

  4. Ellen Andersen

    Jeg har et citrontræ. Fik det for et år siden. Det har stået i min entré i vinter har passet det efter bedste evne og har stadigvæk stor glæde af det. Nu skal vi rejse en uge og er spændt på hvordan det klarer sig i varmen. Vil gerne have det længe endnu. Vi vandet det godt og sætter det i skyggen på terrassen og håber det står fint når vi kommer hjem igen.
    Jeg har set på videoen her på siden om formering af træet med grene. Synes det er irriterende at det ikke er med dansk tekst.

  5. Mine citron og appelsintræer har jeg fået rigtig godt bestøvet. Problemet er at der kommer alt for mange frugter, hbordan gør man for at tynde ud. Træerne kan ikke bære så mange og de bliver jo nok heller ikke til ordentlige frugter hvis der er for mange.

    1. Det klarer træet selv. Du vil opleve, at efter blomsterne sætter træet en masse frugter, men største delen af dem går til. Træet finder sit leje om du vil, og vil afhængig af, hvor meget sol, vand, gødning, vind og vejr og afpasser dette.

    2. Det er ikke nødvendigt at sortere i træets anlagte frugter. Det gør den selv.
      Jeg har haft citroner, appelsiner, lime osv på 4 sal gennem 20 år. Og des mindre man blandet sig i træets proces des bedre går det. Vand, gød og klip lidt når det bliver for stort, så får du en god høst

  6. Hej,
    Jeg har et citrontræ som faktsik ser sundt og raskt ud. Det har engang haft skjold lus. Men dem fik jeg bugt med. Nu har jeg opdaget at der på grenene sidder nogle lange spiralformede, nærmest harepiks agtige former. de virker som om de nærmest springer ud af træet. Jeg troede det var spindemider, men kan ikke se nogle skakdedyr på træet.
    Ved i hvad det kunne være?

  7. Hej
    Jeg er stødt en på en voldsomt inficeret cirrontræ med det der ligner skjoldlus. Disse sidder også på selve citronen.
    Mit spørgsmål er så om citronen kan spises hvis man vasker/ børster det af?
    Eller er det nogo at indtage rå?

    På forhånd mange tak.

  8. Hej !
    Jeg har et ca. 2 år gammelt appelsintræ, plantet i stor potte og med citrus-jord/gødning. Det har stået utrolig flot med appelsiner på året rundt og blomstret af flere omgange.
    Nu er er bladende i toppen begyndt at krølle sig sammen – men jorden er fugtig. Der har ikke været blomster eller appelsiner på i 2-3 måneder, men bladende er stadig grønne.
    Har kigget efter utøj, men ligner ikke at der er nogle på træet. Kan se nogle meget små sorte dyre (ligner springhaler) – men ellers intet at se.

    Nogle, der har et bud på hvordan jeg får mit træ ‘genoplivet’

    Mange hilsner Cecilie

  9. Hej. Mit 2 år gamle citrontræ (hjemmedyrket fra kerne) på ca. 1/5 meter sætter ikke blomster. Det vokser ellers fint og passes med omhu (citrusjord, stor potte, gødning..). Hvornår kan jeg forvente blomstring? Kan jeg gøre noget?

    1. Ikke mig bekendt, men det yderste lag af skallen på alle økologiske citrustræer kan med aller-største fordel bruges til madlavning, marmelade, etc. – det er faktisk her, at 90% af smags- og duftstofferne sidder. I Italien, hvor man laver en lang række drikke, bruger man skallen og smider resten af frugten ud!

      1. Mathilde Langbak

        Limeblade kan bruges i madlavning og er super lækre 😀 Ved ikke med citron – men mon ikke…

        1. Det er ikke limetræets blade som bruges til madlavning men planten ‘kaffirlime’, (Citrus hystrix).

    2. Jeg plukker enkelte blade og kommer lidt kogende vand henover, “teen” kommer så i køleskabet og spændes op med postevand som køres igennem sodastreameren. Det giver lækker danskvand med citrus smag. Har også prøvet uden kogende vand – det gav ingen smag.

  10. Vi har et Lime træ.
    Sidste år da vi købte det var der en del frugter på.
    Nu er det april og har ikke just set knopper endnu.
    M E N vores Lime træ er lidt klistret i nogle blade og det har “kastet” noget af dette “våde” – dette “klister” på gulvet.
    Sveder træet eller er det utøj

      1. Skjoldlus klares nemt med bio blad glans, som er en biologisk olie, som man blander med vand. Det sprøjtes så på blade og grene. Opfølgende sprøjtning ugen efter. Olien lægger sig som en hinde på skjoldlusene og de dør af luft mangel.. Spørg efter det på den planteskole.. Citronerne skal så lige ha vasket olien af før brug. Danske citroner er fantastiske. Forvent dog ikke at de er så saftige som dem man køber. Jeg har en jeg har plantet i haven, i en lun krog, som jeg dog dækker over i frostvejr. Den bærer frugt jeg har 3 andre citron træer som står i potter under et halvtag om vinteren, sammen med andre excotiske planter igen overdækket med fiberdug i frostvejr.
        De kom ud da jeg ikke længere kunne finde plads til dem i vindueskarmen (læs: konen syntes de skule ud) Citroner kan ikke li træk. Så en god plads med læ er godt.
        Jeg har prøvet at så citroner, de røg ud for de blomstrede aldrig. Der imod har jeg god held med stiklingeformering.
        Jeg bruger citrus / middelhavs jord og alm drivhus gødning. Jeg køber dog ind imellem citrus gødning..
        Jeg har også leget med qumquart men kan ikke få dem til at blomstre.
        Jeg overvejer om ikke jeg skal købe et appelsin eller mandarin træ., men det skal være plads, når jeg nu også leger med finger (15 træer i 7 forskellige sorter) fersken aprikos oliven. Osv..
        Mvh
        Bent.

  11. Parvin Afshar

    Hej, jeg har et 7 år gammelt appelsintræ, dyrket fra kerne .. ca 1 meter højt… Det har aldrig haft blomster. Er der nogle der har et bud på hvad kan det skyldes ?

    1. Jeg er ikke ekspert, men vi har 8-10 citrustræer, som alle er købt hos grønthandler, supermarked eller planteskole, og som alle blomstrer og sætter frugter næsten hele året rundt. Jeg tror, man skal være meget heldig med valg af formerings-dygtige appelsinkerner for at få et træ, der blomstrer og sætter frugter – så jeg vil anbefale dig at investere i “professionelt” træ.

    2. Hvilken slags jord står den i? og får det gødning?

      Jeg læste længere oppe, noget med, at det genestisk kan være svært at få frugter ra en kerne, man selv har dyrket, hvorimod hvis du har podet, vil der være frugter efter 2-3 år.

  12. Lars Kjær Nielsen

    Hvor mange gange kan man plukke citroner af træet på et år? Er det en løbende proces? Kan en citron stadig producere frugter når den står indenfor i løbet af vinteren?

  13. Jeg bor på Bornholm og har citron og fersken træ. Jeg ved faktisk ikke så meget om det, men de vokser og trives maks. Jeg blander jord fra haven sammen med sand fra stranden 50/50. Og så gør jeg faktisk ikke så meget mere andet end at klippe toppen i starten så det bliver til en busk fremfor en lang ranglet plante som ikke kan bære sig selv. Jeg har gjort mine egne erfaringer for eksempel plantet dem tidligere og placeret dem på nogle ophæng på radiatoren (termosten er sat på 3). Jeg hade også engang et købt træ som så helt det ud, det stod på altanen og blev brugt til øl sjatter inden flaskerne røg i posen. Nu blomstrer træet som aldrig før og holder derfor en fest om ugen hvor de deler en Tuborg men som sagt, jeg har intet læst så vil intet ansvar tage for min tråd, det virker bare for mig og de vokser flot med okay udbytte af frugt med størrelsen på planterne taget i betragtning

  14. Marianne Johansen

    Jef har et citron træ det er vokset hurtigt med lange grene vil meget gerne hvide hvordan og hvornår man beskær det så det kan få en flot krone .!!? Mvh Marianne

  15. Hej. Jeg har et citrontræ som jeg har vokset fra kerne. Det er efterhånden ca en halv meter højt og vokser fint og ser sundt ud. Problemet er bare at det skyder i vejret, men stilken er meget tynd. Hvordan får jeg det til at lave en kraftigere stamme? På forhånd tak. -Cecillie

    1. Aksel Ambjørner

      Jeg har gjort det samme, altså haft det fra en kerne af, jeg har over summeren klippet det (beskåret) og det har bevirket at det nu har sat nye grene og stammen bliver tykkere.

  16. Jeg har et citrontræ med masser af knopper. Menfalder af selvom de ikke udtør. Planten ser ellers ud til at have det fint, det er vokset meget, der er masser af blomster.

    1. Husk at bestøve dem, hvis de står indenfor. De falder af uden at blive til frugt, hvis de ikke er blevet bestøvet. Du kan gøre det ved at tage en vatpind forsigtigt fra blomst til blomst.

  17. Karen Dinesen

    Jeg har et appelsintræ der er dyrket fra kerne. Det er 50 cm højt nu, men vil gerne have det mere busket. Hvordan gør jeg så det ikke blot bliver en laaang stængel.

  18. Dorthe Mortensen

    Jeg har forsøgt mig med at pille den yderste kerne af, og bruge den inderste kerne… Lagde dem til tørre indtil der kom et lille skud fra kernen og jeg har nu to planter i god vækst, især den ene er flot.. 🙂 Står i køkkenvindue indtil det bliver varmere… God sommer…

    1. jesper larsen

      Ja det er selvbestøvende men hvis det står indenfor skal du tage en vatpind og tage pollen fra blomsterne og bestøve dem selv

  19. Anette Petersson

    Hej jeg har et citrontræ der få hvide pletter og klister på bladene hvad skal jeg gøre
    Vh Anette

  20. Jeg har Citrontræ der nu er 3 år gammelt, det er godt 1 meter højt og har lange tynde grene der hænger ned på gulvet. Hvordan beskære jeg det bedst?

    Venlig hilsen
    Jørgen Nyberg

  21. Jeg fik et lille, nyt citrontræ i april. Det har vokset særdeles fint, og er blevet cirka tripple størrelse. Men nu begynder bladene spontant at visne! Øverste blad røg først, så det tog jeg af. Det nye øverste blad hænger nu også meget, og er ved at visne. Jeg ved ikke, hvilken jord træet står i, da jeg jo fik det.
    Skal jeg tage det øverste blad af igen, og fortsætte med det, hvis de bliver ved at visne? Lige nu ser resten af planten som sådan fin ud.
    Jeg bor i en lille bitte, vestvendt etværelses, så mange muligheder er her absolut ikke for direkte sol, men jeg vil straks sætte det over i vindueskarmen igen. Jeg håber virkelig, mit lille, fine træ kan overleve vinteren! Frygter lidt for det 🙁

    1. Johnny Jensen

      Du kan købe vækstlys til ca. 400 kr. som skal sættes til en fatning. De kan fås i 36 watt men bruger kun 18 da det er LED. Det vil hjælpe vinteren over. Men husk at lyset skal være ca. en meter over planten. Jeg er ved at plante kerner som står inde i et skab. De vokser og er grønne. På den måde kan du give dem 14 timer lys i døgnet hvis det er det du synes.

    2. Hej Karen
      Husk at træet skal have “hviletid” om vinteren, d.v.s.2-3 mdr med temperaturer på mellem 10 til 15 grader, og så skal det have min. 5 – 6 timers sollys eller vækstlys dagligt, evt. via en led-pærer, som ikke koster e formue, omkring 300 – 350 kr. Den er heller ikke særlig dyr i drift. Købes på velassorterede planteskoler eller via nettet.
      Husk derude at overbruse planten et par gange om ugen, brug en forstøverflaske med kogt vand eller regnvand. Vanding i potten ligeledes med kogt eller regnvand med en lille smule citrusgødning i ved hver anden vanding – endelig ikke for meget.
      Ja – det er ikke let at være mor til et citrustræ.
      Rigtig held og lykke.

  22. Frank reimer

    Hej. Vi har et citrontræ der smed alle blade, men ellers har det godt. Det har sat 10 12 frugter som ser ud til at blive til noget. Men vi vil godt vide hvad vi gør for, at den får sine blade igen. Den står indendørs i god sollys det meste af dagen. Temperaturen er den samme døgnet rundt. Sjovt nok har træet beholdt 10 blade, som ser sunde og friske ud.
    Vh Reimer

  23. Søren Pedersen

    Hejsa

    Jeg leder med lys or lygte efter Meyer Citron planter, er det noget i har eller ved du om andre i Danmark der kunne have sådanne.

    Meyer Citron dværg
    Meyer Citrontræer
    Meyeri Citrus

    Mvh.
    Søren Pedersen

    1. Hej Søren,

      Nej – desværre ikke.
      Der kommer en del gæster forbi denne side hver dag, så måske er der en venlig sjæl der kan hjælpe (Læg gerne en kommentar hvis du kan hjælpe Søren) !

      Held og lykke med din søgen.

      Mvh

      have-siden.dk

    2. Hej Søren
      Knap 2 år senere 😉 Barney.dk har just nu Limone Meyer. Det kan ses på hans firma Facebookside Bjarne’s frø og planter, hvor opslaget er lagt på d. 25 marts 2017.
      BJC.

      1. Jeg har haft et citron træ i 3-4 år og har aldrig fået citroner på det, der kommer en masse blomster, men når de visne blomster falder af og der er en lille citron på, går der ikke lang tid så falder de alle af Hvad går jeg galt ?

        1. Jørn Haugaard

          Hej Helle
          Du skal lege bi. Med en vatpind skal du berøre alle blomster blødt så du kunstigt bestøves blomsterne. Jeg har gjort det her i foråret hvor træet blomstrede under en Kina led blomsterlampe til under 50kr incl. Fragt. Jeg har nu mere end 20 citroner på vej.
          Held og lykke med projektet.

  24. hej. Jeg har en lille citrontræ der hjeme. Jeg har i det sidste lagt mærke til at bladene bliver spist altså der blver bidt på dem . Ved ikke hvorfor det sker men er der en bestemt spray jeg skal bruge

    1. Have aspiranten

      Du må nok starte med at kigge på, hvad det er for noget der spiser dem. Larver, mider eller? Dernæst kan du prøve at give dit citrontræ et ugentlig skyl i en bruser – for at få skyllet hvad end der er på den af.

      Held og lykke. 🙂

  25. Jeg har et citrontræ med masser af knopper. Når de er blevet ca 3 cm, tørre de ind og falder af. Planten ser ellers ud til at have det fint, det er vokset meget, der er masser af nye blade,(skal de klippes ned/af?)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top