Den klassiske opskrift på syltede rødbeder

Har du egen have, så har du alle muligheder for at dyrke grøntsager og frugt, der kan forsøde måltiderne de næste mange måneder frem. En af de ting vi årligt laver her i huset er syltede rødbeder – naturligvis med rødbeder fra egen have. Vi har en klassisk favoritopskrift som bliver brugt flere gange om året, og den opskrift, samt en masse små tips og tricks, får du herunder.

 

Den gode opskrift

Der er intet fancy over denne opskrift på syltede rødbeder, og hverken Claus Meyer eller Camilla Plum har kastet deres stjernestøv over den. Det er derimod den gode gamle opskrift fra “Den Grønne Syltebog” fra Tørsleffs Husmoder Service.

Det er, efter vores mening, en af de absolut bedste opskrifter på syltede rødbeder. Man kan som med alle andre opskrifter være kreativ med et hav af ingredienser som f.eks. chili, kanel, hvidløg, stjerneanis, løg, peberrod, dild ingefær eller appelsin – men denne klassiker er altså helt uden utraditionelle ingredienser.

 

Syltede rødbeder
 
Forberedelsestid
Kogetid
Total tid
 
En klassisk opskrift på lækre syltede rødbeder, præcis som mormor ville have lavet dem. Opskriften stammer fra "Den Grønne Syltebog"
Forfatter:
Opskrift type: Tilbehør
Ingredienser
  • 1 kg rødbeder
  • ¾ L eddike
  • 375-500 g sukker
  • 1 tsk flydende atamon (halvanden tsk. atamonpulver)
  • Opskriften giver ca. halvanden liter, så du skal tilpasse målene til den mængde rødbeder du har
Instruktioner
  1. Fjern blade og vask jord af de rå rødbeder
  2. Vej rødbederne og udregn mængden af eddike, sukker og Atamon du skal bruge (jævnfør ingredienslisten herover)
  3. Kom rødbeder i en gryde og fyld op med vand så rødbederne lige akkurat er dækket til
  4. Hæld salt i gryden, 1 spsk salt pr. liter vand
  5. Kog rødbeder (Store rødbeder = ca. 1 time, små rødbeder = ca. 40 min.)
  6. Hæld vandet fra de færdigkogte rødbeder, og kom dem over i en skål
  7. Overhæld rødbederne med kontant rindende, koldt vand, og skift evt. vandet i skålen ud af et par omgange
  8. Når rødbederne er kølet af smutter du dem (Brug fingrene til at skubbe skindet af, og fjern top og bund)
  9. Skær de smuttede rødbeder i skiver
  10. Du skal nu lave den lage rødbederne skal ligge i, bestående af eddike og sukker der skal koges op. Når sukkeret er smeltet tilsætter du de skiveskårne rødbeder.
  11. Gryden gives et kort opkog, og fjern herefter gryden fra kogeplade og tilsæt Atamon (Atamon mister sin effekt ved 100 gr. C.).
  12. Dine rødbeder er nu klar til at blive hældt på glas der er skyllet med Atamon
  13. Sæt låg på lige så snart du har fyldt glasset op
  14. Lad dem stå og trække, gerne i en uges tid, før du spiser dem
Noter
Kogetid
Hvor lang tid dine syltede rødbeder skal koges, afhænger af hvor store rødbederne er, og hvor stor en portion du skal lave.


Mængde sukker
Vores erfaring er, at omtrent 450 g sukker til 1 kg rødbeder passer godt. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor syrlige du foretrækker dine syltede rødbeder. Bruger du flydende Atamon kan du bruge låget som måleske (1 fyldt låg = 1 tsk).

Klargør glas
Mens rødbederne koger kan du med fordel klargøre de glas de skal hældes op i til sidst, ved at skylle dem med atamon og vand. Der hældes 1 låg Atamon blandet med en kvart deciliter vand i glasset der rystes med låg på. Du kan genbruge blandingen fra glas til glas i stedet for at hælde det op i alle enkelte glas.
 

Se vejledning med billeder herunder

Herunder kan du se trin for trin, hvordan vi tilbereder vores rødbeder. Lige fra de hives op af jorden, til de står færdige på glas.

rødbeder fra haven
Trin 1) Rødbeder hives op fra jorden
syltede rødbeder hjemmelavet
Trin 2) Blade fjernes, men ikke rødder
Syltede rødbeder
Trin 3) Rødbeder skylles med vand inden de koges
Syltede rødbeder med atamon i glas
Trin 4) Sylteglas skylles med atamon
kogte rødbeder
Trin 5) De kogte rødbeder overhældes med koldt vand af et par omgange
kogte rødbeder smuttes med hånden
Trin 6) De kogte rødbeder smuttes med hånden
kogte rødbeder skæres i skiver
Trin 7) Top og bund skæres af, og rødbeden skæres i skiver
syltede rødbeder der trevler
Trin 8) Har rødbederne kogt lidt for længe kan de trevle som denne
Færdigkogte rødbeder
Trin 8) Skiveskårne rødbeder hældes tilbage i gryden sammen med lagen og koges i 2 minutter
hjemmelavede syltede rødbeder på glas
Trin 9) De syltede rødbeder hældes på glas

 

Gode råd til at lave syltede rødbeder

Det kan virke som en uoverskuelig proces at sylte rødbeder, men har du først én gang smagt dem, vil du ikke gå tilbage til dem du kan købe i supermarkedet. Hele processen tager et par timer, alt afhængigt af hvor mange rødbeder du koger, men så har du også noget fantastisk lækker tilbehør til frikadellemadder, leverpostej, brændende kærlighed, spaghetti med kødsovs m.m..

Du kan i princippet spise rødbederne lige så snart de er færdige, men vi vil nu anbefale at du lader dem stå og trække en uges tid før du begynder at spise dem.

Står de uåbnet og har de fået Atamon, kan de holde sig i ca. 10 måneder, og du ved at de begynder at blive for gamle når rødbederne mister farven og bliver brunlige.

 

Kog ikke store og små rødbeder sammen

Når du skal sylte rødbeder er det en stor fordel, hvis du bruger rødbeder af samme størrelse. Det vil sige at du ikke blander store og små rødbeder i en og samme gryde. Størrelsesforskellen kan gøre det enormt svært at beregne kogetiden, og det kan resultere i at nogle har fået alt for meget mens andre har fået for lidt.

I modsætning til når man koger kartofler, kan du med syltede rødbeder ikke mærke hvornår de er kogt nok. Det er altså ikke muligt at stikke en kniv i, for at vurdere hvor langt i processen rødbederne er. Rødbeden bliver først mør når du hælder koldt vand på, da den får et kuldechok og cellerne sprænges. Derfor er kogetiden så pokkers vigtig.

Hvis du står i en situation hvor du har rødbeder af blandet størrelse, så kan du udbedre skaden ved at lægge de store rødbeder nederst i gryden og de mindste øverst, for at udjævne den varme de bliver eksponeret for.

syltede-roedbeder-hjemmelavet

Hvor længe kan de rå rødbeder holde sig?

Det er de færreste der har plads til store mængder glas med syltede rødbeder i køleskabet, og derfor kan det være praktisk at opbevare de rå rødbeder et andet sted i hjemmet indtil de skal bruges. Men hvor lang tid kan de holde sig? Hånden på hjertet: jeg ved det faktisk ikke.

Hvad jeg dog ved er at vi i marts måned har købt rødbeder i supermarkedet, og syltet dem godt et halvt år efter. Der var ingen indikationer på at de skulle være gamle eller kedelige, og de virkede under tilberedningen præcis som nyhøstede rødbeder. Det er jo rigtig rart for de af os der elsker hjemmesyltede rødbeder, men af gode grunde ikke har rødbeder klar til høst i haven hele året.

 

23 kommentarer

  1. September 13, 2016

    Nete Henriksen Reply

    Jeg kommer en meget lille skive peberrod i hvert glas eller en kvart tsk. revet peberrod, den glasstørrelse som kartoffelglas har passer fint.
    Mvh
    Nete henriksen

  2. March 10, 2016

    Trine Reply

    Hej.
    Jeg står og skal sylte for første gang. Kan se at punkt 11 er ikke fjernet det med Atamon. Har hørt fra andre at man ikke bruger atamon i lagen til rødbeder, men kun til at skylle glassene. Er det rigtig?

    • March 10, 2016

      admin Reply

      Hej Trine,

      Nogle hælder Atamon i lagen – og andre gør ikke. Hvis du ikke skal gemme dine syltede rødbeder i meget lang tid ville jeg være ret afslappet lige omkring dette.

      mvh
      have-siden.dk

    • March 20, 2016

      Torben P Reply

      Vedrørende Atamon-diskussionen skal man lige tænke på, at opskriften her på siden stammer fra Tørsleffs syltebog. Og fabrikanten af Atamon er også Tørsleff, der generelt anbefaler sit produkt i de fleste sylte-opskrifter. Det er også rigtig godt til at hindre mug i syltetøj og marmelade, men er ikke strengt nødvendigt i rødbeder. Surheden og sukkerindholdet i rødbede-lagen er rigeligt til at konservere rødbederne. Atamon består af stoffet natriumbenzoat, der gør syltetøjet mere syrligt og dermed forhindrer gærsvampenes formering. Men altså unødvendigt i en rødbedeopskrift med rigeligt med eddike som her. Og hvis man også er ked af evt. bismag ved Atamon, så udelad det.

      • March 22, 2016

        admin Reply

        Hej Torben,

        tusind tak for en interessant kommentar!

        mvh
        have-siden.dk

  3. February 16, 2016

    Bjarne Halvas Reply

    Sundhedsfarligt er vel i overkanten, det eneste der kan ske er at de mugner.
    Det er vel stadig et krav, eller i det mindste sund fornuft at bruge lugte-smags-
    og synssansen på det man putter i munden eller serverer for andre :-))
    Vh Bjarne.

    • February 16, 2016

      admin Reply

      Du har helt ret Bjarne 😉

  4. February 8, 2016

    Anne Serlev Reply

    lad være med at bruge Atamon, det har en skrækkelig bismag. læg et stykke peberrod i glasset, det hindrer mug

  5. February 8, 2016

    Anne Serlev Reply

    lad være med at bruge Atamon, det har en skrækkelig bismag, brug i stedet et lille stykke, 1 cm, skrællet peberrod. Peberrod hindrer mug.

    • February 8, 2016

      admin Reply

      Interessant!!
      Tak for tippet 😉

      mvh

      have-siden.dk

  6. January 6, 2016

    Sofie Reply

    Hej,
    Kan man sylte rødbeder, som allerede er skrællet? Og hvis man kan, skal der så ændres på opskriften?
    Hilsen,
    Sofie

  7. September 23, 2015

    Andreas Reply

    Til kommentarerne om de er skrællet, kogt eller bagt handler om at holde på saft og kræft. Behold derfor også top og bund til du smutter dem.
    De kan sagtens bruges.
    Hvis de er trævlet og hårde helt igennem, gætter jeg på de er gået i stok. Det er vigtigt at få luget dem ud så tidligt det er muligt. Får du mange af dem bør du overveje andre sorter.

  8. August 13, 2015

    Christina Reply

    Hej så fik vi også prøvet at lave hjemmesyltede rødbeder. Måske I kan hjælpe os med et Spørgsmål? Vi oplevede t nogle rødbeder var hårde og trevlet som I vise de er når de er kogt for meget. Vores spørgsmål er så kan man stadig bruge dem? Vi oplevede at rødbeden var hård hele vejen igennem?
    Håber I kan hjælpe os mvh Christina og rune

    • August 15, 2015

      admin Reply

      Hej Christina,

      Jeg tror desværre ikke der er noget at gøre ved de hårde og trevlede rødbeder. Smid dem ud og prøv igen er mit råd!

      mvh
      have-siden.dk

  9. July 12, 2015

    tanja Reply

    Ok Jeg prøver
    Og Tak

  10. July 12, 2015

    tanja Reply

    Hej,
    Jeg er kommet til at skrælle mine rødbeder inden de skulle koges, gør det noget?
    Bh. Tanja

    • July 12, 2015

      admin Reply

      Hej Tanja,

      Det er et godt spørgsmål som jeg aldrig har hørt før 😉
      Jeg tror ikke det har nogen betydning, men jeg ved det simpelthen ikke.
      Jeg synes du skal give det et forsøg og efterfølgende lægge en kommentar her på siden. Jeg – og sikkert mange andre – vil meget gerne høre om hvordan det gik !

      Held og lykke !

      Mvh

      have-siden.dk

  11. February 13, 2015

    Birthe Hentzen Reply

    Jeg syltede rødbeder i går torsdag,efter opskriften i Den grønne Syltebog,og ser først bagefter på have- siden.dk at man ikke må koge atamon!!
    Betyder det at jeg nu må kasere hele portionen?
    Venlig hilsen Birthe Hentzen.

    • February 14, 2015

      admin Reply

      Hej Birthe,

      Nej – jeg mener det vil være en voldsom overreaktion at kassere hele portionen. Vi har selv lavet den samme fejl i årevis indtil vi blev gjort opmærksomme på det, og vi har da haft rødbeder stående i op til et halvt år – helt uden problemer.
      Hvis din køkken hygiejne er i orden og dine glas er skyllet i Atamon tror jeg ikke du vil få nogen problemer.

      Mvh
      have-siden.dk

    • May 7, 2015

      Viggo Reply

      Jeg har lavet rødbeder nu to gange og di smakte virklig godt man jeg brugte ikke atamon den ene gang og dem uden atamon smakte helt klart meget bedre en dem med atamon SÅ HUSK LIGE DET!!!

      Med venlig hilsen: viggo

      • May 10, 2015

        admin Reply

        Hej Viggo,

        Jeg har aldrig tidligere hørt om at Atamon ligefrem påvirker smagen af syltede rødbeder – men det har jeg så nu, og det er hermed kommunikeret ud til alle der kommer forbi denne side !
        Er du sikker på at de 2 hold rødbeder du har syltet er ens og iøvrigt har haft de samme vækstforhold ?

        Uanset hvad er jeg glad for at du har haft 2 gode oplevelser med en god gammel opskrift på syltede rødbeder 😉

        Mvh

        have-siden.dk

  12. January 6, 2015

    Mogens Sjôberg Reply

    Der er en alvorlig fejl i opskriften. Det drejer sig om anvendelsen af Atamom. Ifølge opskriften koger man på Atamonen. Ifølge brugsanvisningen for Atamon mister den sin virkning ved 100 grader Celcius.
    Jeg håber i får rettet opskriften til! den er jo sundhedsfarlig!

    Venlig hilsen

    Mogens Sjöberg

    • January 6, 2015

      admin Reply

      Hej Mogens,

      Du har da fuldstændig ret i din kommentar.
      Opskriften er nu rettet.

      Tak for hjælpen !

      Mvh

      have-siden.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *


*