Krydderurter på altanen

Hvis der er en ting jeg ikke elsker at bruge penge på, så er det at købe krydderurter i supermarkedet. Det skal ikke forstås som at jeg ikke kan lide at købe krydderurter overhovedet.

Men…

Jeg føler det er spild af både penge og plante, at købe nye krydderurter gang på gang – når man ofte bare skal bruge en lille håndfuld.

Kender I det?

Derfor satte jeg mig øjeblikkeligt for at så krydderurter i krukker på altanen, da jeg flyttede ind i min lejlighed.

Det betyder at jeg nu altid har friske krydderurter når jeg skal bruge det, og jeg slipper for at betale 18 kr for en potte med krydderurter i supermarkedet. Win win! Desuden er der noget enormt tilfredsstillende ved at gå ud og klippe et par blade eller stængler af en krydderurt, og gå direkte ind i køkkenet med den.

så koriander på altanen

Koriander (der normalt bor på altanen)

Krydderurter i haven eller på altanen

Krydderurter er bestemt ikke de mest besværlige planter at passe, hverken i have eller i en krukke på altanen. Hvis du skal have dem i haven kan du f.eks. plante dem i et højbed, og hvis du har dem på altanen kan du plante dem i altankasser, krukker eller hængepotter. Jeg har mine i krukker, og det fungerer rigtigt godt.

Jeg er stadigvæk ved at lære, hvordan de enkelte krydderurter foretrækker tilværelsen (skygge/sol, lidt vand/meget vand osv), så der er uden tvivl plads til forbedring på min krydderurte-bestand.

Men med det sagt, så lad os gå direkte til snakken om, hvilke krydderurter man uden problemer kan have på altanen – og som kan bruges i aftensmaden hver dag.

friske krydderurter

Friske krydderurter fra altanen

6 krydderurter jeg ikke ville undvære på altanen

Der skal være mening med galskaben, så du bør kun så krydderurter hvis du har intentioner om at bruge dem – eller hvis de tjener et andet formål (såsom koriander der skræmmer spindemider væk fra agurkeplanter). Herunder ser du de 6 krydderurter jeg selv dyrker, og som jeg bruger i meget af den mad jeg laver.

Jeg vil rigtig gerne udvide med endnu flere krydderurter, men i og med jeg kun har en altan, må jeg også være realistisk. 😉

 

1) Persille

Persille er en must have krydderurt her i hjemmet, og der bliver også spist meget mere af det, efter det blev så lettilgængeligt på altanen. Persille kan du så fra frø af, eller købe en plante i supermarkedet, tage et par stykker med rødder og sætte dem i en potte. Herefter vil de vokse løs. Persille foretrækker skygge, og kan heller ikke lide at blive udtørret.

persille på altanen

 

2) Basilikum

Min basilikum lever faktisk indenfor, men eftersom mange dyrker den udenfor kommer den alligevel med på listen. Basilikum kan dog ikke overvintre, så du kan så på ny når en ny sæson starter, eller tage den inden for når det bliver koldere. Husk på, at basilikumplanten skal nippes/høstes for at stimulere væksten yderligere.

Jeg bruger oftest frisk basilikum til tomatsuppe, pasta cabonara, tomatsalat eller som krydderurte-mix i asiatiske retter.

basilikum på altan

Min flotte, flerårige basilikum er blevet til en lille busk (Til venstre ses citron-basilikum)

 

3) Koriander

Koriander er for mange en had/kærlighed krydderurt – jeg har været i begge lejre!

Det var først efter jeg fik øjnene op for asiatisk mad, at jeg begyndte at spise koriander. I asiatisk mad kommer koriander nemlig til sin ret, og giver skønne kontraster til resten af ingredienserne. 

En ret hvor koriander gør sig godt, er f.eks. denne butternut squash suppe med et asiatisk twist

Med det sagt, så bor der nu koriander planter på min altan, og de bliver flittigt brugt.

Koriander er let at dyrke og vokser flittigt. Jeg har med succes både dyrket koriander indendørs og udendørs. Det eneste du skal være opmærksom på er, at koriander ikke kan lide at tørre ud – så går den hurtigt i blomst. 

 

4) Dild

Dild er en af mine favorit-krydderurter. Den dufter og smager vidunderligt, og så kan den pifte selv de mest simple ting op. En dressing med dild, hvidløg, citron, salt og peber – mums! 

Dild har dog en kort levetid og går hurtigt i blomst – særligt hvis den tørrer ud. Så man skal huske at vande den, og så kan man med fordel så dem i hold så der er dild til hele sæsonen.

dild på altanen

5) Purløg

Purløg er nok den mest basale krydderurt man kan have i en krukke, og den kan de fleste vist også holde liv i uden problemer. Purløg kan overvintre og vokser fint i krukker, altankasser og hængekurve. Derudover klarer den både sol og halv-skygge. Alt i alt, en let men super lækker krydderurt! 

Jeg bruger purløg i krydderurt-dressinger og på madder: f.eks. kartoffelmad og æggemad. Den indgår ikke så tit i varme retter – i hvert fald ikke i mit køkken.

 

6) Mynte

Mynte er lidt en særling på samme måde som koriander. Den deler vandene, og mange vil ikke have en idé om hvad den skal bruges til – udover Mojitos (men det kan man jo ikke drikke hele tiden)

Mynte er en krydderurt der passer særdeles godt ind i det asiatiske køkken, og det er her jeg selv bruger den. Jeg har f.eks. lavet vietnamesiske forårsruller, hvor jeg mynte var én af krydderurterne der blev brugt. 

mynte på altanen

Mynte er dog en aggressiv sag, og hvis du ikke sætter grænser for hvor meget den må vokse – så kommer du til at blive træt af den senere hen. Mynte vil ekstremt gerne brede sig, og den sætter rodskud op over det hele. Derfor bør du give mynte sin egen krukke, og ikke plante den sammen med andre krydderurter – for så tager den livet af dem. 

Sætter du mynte fri i baghaven vil det om et par måneder være som at gå ind i på en Mojito-bar med duften af mynte og rom hængende i luften – men det er jo heller ikke nødvendigvis dårligt 😉

 

Andre krydderurter på altanen

Jeg vil enormt gerne have endnu flere krydderurter på altanen, såsom oregano, timian, salvie m.fl. Men som skrevet længere oppe, så er det begrænset hvor meget plads jeg har på altanen.

Noget af det nyeste jeg har tilføjet til samlingen er en potte med nysået citrongræs frø fra Frøbutikken.dk. Jeg har tidligere forsøget at så dem uden succes, men nu prøver jeg igen.

 

2 kommentarer

  1. March 7, 2016

    Elsebeth Reply

    Da jeg blev gift for mange år siden, spurgte min mand en dag, “Hvad skal vi have at spise til aften?” “Røget markel!”, svarede jeg. “Åh, med purløgssovs til?!” Det havde jeg nu aldrig fået, kun med persillesovs, så det fik vi. Men næste gang – og lige siden – har jeg kun serveret purløgssovs til røger makrel – det er lige sagen. Mine nu voksne børn elsker det ligesom alle dem, der har fået det hos mig. Man putter finthakket purløg i den hvide mælkesovs i stedet for hakket persille – så det skulle du prøve. Jeg fryser altid hakket purløg, så jeg er ‘leveringsdygtig’ – det, man kan købe i små potter i supermarkedet, smager ikke af noget, det har kun den grønne farve.

    • March 7, 2016

      admin Reply

      Hej Elsebeth,

      tusind tak for et inspirerende input – det er hermed givet videre til have-folket 😉

      mvh
      have-siden.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *


*