Hot Fajita chili

Da jeg for nylig stod i Kvickly og købte min første KitchenMini tomat, købte jeg samtidig en “Hot Fajita” chili. Som den chili novice jeg er havde jeg ikke den fjerneste idé om at hvad jeg troede var en, for mig, ukendt sort viste sig at være så godt som den samme sort som jeg havde høstet oceaner af chilier fra året før – nemlig Rød Cayenne.

For som jeg først nu skulle lære, så er Hot Fajita og Rød Cayenne den samme chili med forskellige navne, og derfor har jeg nu hele tre af slagsen stående herhjemme. 😉 Og det er jeg bestemt ikke ked af, for Hot Fajita er vel sagtens den mest produktive chili jeg nogensinde har haft. I sommeren 2014 velsignede den mig på et tidspunkt med hele 20 modne chilier på samme tid – det kan du se et udsnit af på billedet herunder.

hot fajita chili

 

Hot Fajita anno 2016

I denne chilisæson kom vi tidligt i gang med såningen af Hot Fajita, og derfor har vi nu i midten af april modne chilier hængende på planterne. De hjemmedyrkede er på nuværende tidspunkt mere produktive end den købt i Kvickly som der er billede af herunder. Selv uden fuld sommersol er der tale om en ekstremt produktiv plante, og det er da en egenskab man virkelig kan sætte pris på. 🙂

rød cayenne chili med frugt
Til venstre: Hot Fajita købt i Kvickly

 

Frugter og smag

Hot Fajita er en stærk chili der udvikler lange, tynde chilier som skifter fra grøn til rød. Den har ikke en særpræget smag, ligesom den gule Habanero f.eks. smager frugtet, den er ganske enkelt bare stærk. Det kan man jo synes om hvad man vil, men de stærke chilier udnyttes i hvert fald til at lave chiliflager eller pulver, og så kan de selvfølgelig også bruges i gryderetter, saucer og andre lækre varme retter der skal spices lidt op.

 

Pasning

Denne chiliplante er, i min optik, utrolig let at passe, og giver man den plads, vand, sol og gødning vil den til gengæld producere masser af skønne, røde chilier som du kan bruge i din madlavning. Chilien er selvbestøvende, men vi hjælper dem tit lidt på vej ved at ryste planten forsigtigt.

Når sommeren kommer kan den sagtens placeres på terrassen eller altanen, og har du LED vækstlys kan du formentlig også få den til at overvintre – dette har vi dog ikke prøvet endnu.

 

Køb dine frø på nettet

Vil du have din egen Cayenne eller Hot Fajita chiliplante kan du købe frø på nettet. Her er de steder vi har fundet, der sælger frø.

 

 

Galleri med billeder af Hot Fajita

 

 

 

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *


*