Habanero Orange, stærk chili med en frugtig smag

Vi har siden foråret 2015 haft en Habanero Orange boende hos os, og takket være vores installation af LED vækstlys har den også overvintret og produceret chilier igennem de mørke og kolde vintermåneder. Alligevel er det først nu, over et år senere, at vi endelig får skriblet lidt ord sammen om den dekorative, ekstremt stærke og frugt-duftende chiliplante, der fascinerer så mange mennesker verden rundt.

habanero orange

Habaneroens historie & brug

Habanero-sorten er af arten “Capsicum Chinense” og stammer fra Sydamerika hvor den har været brugt i tusindevis af år. Det opdagede arkæologer eftersigende under udgravninger i Peru, hvor de fandt hele Habanerofrugter som de daterede til at være 8500 år gamle. Artens navn blev tildelt af en Hollænder der fejlagtigt troede at planten var fra Kina, og navnet “Habanero” betyder “Fra Havanna” som jo er hovedstaden på Cuba.

Habanero bruges ofte til gryderetter, hot sauces, marinader og chutneys, og er en særdeles populær ingrediens i madlavningen i Syd- og mellemamerika, Mexico samt Caribien. Mange steder kan man læse hvordan smagen af Habanero er med til at definere særligt den Caribiske madlavning hvor eksotiske frugter og friskfanget fisk er essentielle ingredienser. Er du ikke til stærk mad eller er du blot ved at vænne sin mave til det, så kan en Habanero måske godt være lidt voldsom at starte ud med – her vil en Cayenne eller Jalapeño være en bedre opstarts-chili. 🙂

Habanero-frugterne er ikke velegnet til tørring, så man skal finde på andre måder at bruge dem på når de modner. Her kan chiliolie, hot sauces m.m. være ideer. Vi håber på at kunne få testet en masse chiliopskrifter af henover sommeren, efterhånden som der er friske chilier at plukke – og så bringer vi dem naturligvis her på siden.

 

habanero orange plante
Så smuk kan Habanero Orange se ud

 

Dyrkning af Habanero Orange

Det er inden for Capsicum Chinense arten man finder nogle af verdens stærkeste chilier, heriblandt Habanero, og dens styrke kan veksle fra de helt milde chilier, til de ekstremt stærke der rammer 1.000.000 Scovillegrader. En Habanero Orange som den vi har stående har en styrke på 200.000 – 300.000 Scovillegrader, og den er derfor kun halvt så stærk som dens søster Habanero Chocolate – men stadig meget stærk skulle vi hilse og sige 😉

Selve planten bliver kan blive op til 1 meter høj og lige så bred hvis den får lov. Vores blev beskåret da dens bredde havde nået 90 cm! Frugterne er små, runde men kantede, rynkede eller krøllede og op til 4 cm lange, og så modner de fra grønne til orange. De har en meget kraftig, frugtet duft som faktisk kan gennemtrænge et helt lokale så snart en frugt er skåret op. Smagen er også sødlig, frugtet og meeget stærk.

Habanero Orange, høst April 2016
Habanero Orange, høst April 2016

Habanero Orange skulle være den mest frodige og produktive af Habanero-sorten, og selvom den kræver høje temperaturer (nogle fortæller den er svær at få til at spire på grund af dette) så kan man altså sagtens have succes med den herhjemme i normalt kolde Danmark. Har man vækstlys (hvilket kan være en fordel under forspiring og overvintring) kan denne chili fortsætte sin vækst gennem vinteren, og dermed være mange trin foran når solen igen kigger frem og man ønsker friske chilier fra planten. Du kan se vores anbefalinger til køb af vækstlys lige her.

Du kan dyrke din Habanero i krukker, højbed, plantesække eller direkte i jorden, og de kan placeres i vindueskarmen, på altanen, terrassen eller i drivhuset. Der er ikke tale om en specielt krævende chili, men den har som skrevet en forkærlighed for høje temperaturer, og kan derfor ikke klare frost.

 

Mange Habanero sorter

habanero orange

Der findes mange forskellige typer af chilier inden for Habanero slægten, og vi har indtil videre kun testet den ene, nemlig Habanero Orange. Men til de nysgerrige kan vi oplyse at der også findes disse …

  • Habanero Chocolate
  • Habanero Dulce (Ferskenfarvet)
  • Habanero Mustard
  • Habanero White
  • Habanero Gul
  • … Og sikkert flere endnu!

 

Del dine Habanero-erfaringer

Kender du en god opskrift med Habanero chilier, har du et smart tip til pasning eller noget tredje? Så smid endelig en kommentar herunder så vi alle kan blive lidt klogere. 🙂

 

 

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *


*