Kom i smagshimlen med spidskålssalat

Jeg har altid været glad for salat i alverdens kombinationer, men det var ikke før jeg ved et tilfælde stiftede bekendtskab med denne spidskålssalat, at jeg oplevede hvordan en god salat kunne få mig til at spise det som var det en pose med chips. Det lyder som noget en hårdkogt vegetar kunne sige, men det er jeg altså ikke.

Denne salat med spidskål er bare så utroligt god, at jeg vil anbefale alle der læser med her at give den en chance, særligt hvis du ikke tror kål i salat kan fungere, eller ikke er den store salatspiser generelt. 🙂

 

Gendyrket spidskål i salaten

Jeg har jo eksperimenteret en del med gendyrk af blandt andet spidskål, og da jeg begyndte på det projekt blev jeg også nødt til at finde opskrifter hvori spidskål indgik. Jeg har aldrig været storspiser af kål, da jeg har manglet nogle friske og lette opskrifter hvor det stod på ingredienslisten.

Til mit held fandt jeg den fantastiske opskrift på spidskålssalat hos FrkSaust, og det er den jeg stadig bruger i dag – dog med ingrediensændringer i ny og næ, alt efter hvad køleskabet og altanen byder på.

Jeg har lavet så mange varianter af spidskålssalaten efterhånden at jeg føler jeg kan sige, at det ikke er spidskålen i sig selv eller de andre ingredienser der er afgørende for at det er godt – det er kombinationen. Ja det lyder måske banalt, men i denne spidskålssalat får man det sure, søde, salte og sprøde, og det gør det altså til rendyrket selvforkælelse for smagssanserne.

 

Salat med spidskål og æbler
 
Forberedelsestid
Kogetid
Total tid
 
Forfatter:
Opskrift type: Salat
Antal portioner: 3
Ingredienser
  • ½ spidskål (eller det hele hvis spidskålen er lille)
  • 2 let syrlige æbler (f.eks, Filippa)
  • 1 håndfuld mandler
  • ½ dl sesamfrø
  • Andre mulige ingredienser: Spinat, chili, agurk, revet gulerod, avocado, ærter, granatæblekerner, osv.

  • Til dressing
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 spsk sirup (Jeg bruger ahornsirup fra Rema)
  • 3 spsk æblercidereddike
  • Salt, peber og evt. citron
Instruktioner
  1. Rist mandler og sesamfrø let på panden og lad dem køle af
  2. Snit spidskål fint, skær æbler i tern og kom det i en skål
  3. Hak evt. mandlerne groft (Jeg bruger dem ofte bare hele)
  4. Hæld mandler og sesamfrø op i spidskålssalaten
  5. Bland alle de våde ingredienser sammen og ryst det godt så dressingen emulgeres
  6. Hæld dressingen over spidskålssalaten og bland det hele sammen
 

Server spidskålssalat sammen med

Spidskålssalaten er let, frisk og kan pifte selv de mest almindelige hverdagsretter op. Jeg kan godt lide at servere spidskålssalat sammen med fisk såsom fiskefilet, laksefilet eller marinerede tigerrejer som på billedet herunder (hvor spidskålssalaten i øvrigt er piftet op med både chili og koriander), men den gør sig altså også ganske glimrende som sidestykke til en hakkebøf, kylling eller en god steak.

spidskålssalat med tigerrejer

 

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *


*