At få et Pilea Peperomioides blad til at slå rod

Da jeg fik min første Pilea tilbage i marts 2015 var jeg overbevist om, at den eneste måde hvorpå man kunne få en ny pilea var ved at tage en af de rodskud den sætter. Det var jeg nok egentlig overbevist om til langt hen i 2015, indtil jeg begyndte at se og høre om andre metoder – primært på Instagram.

 

Pilea eksperimenter

Vi har siden da eksperimenteret med at øge hastigheden på væksten ved hjælp af LED lys, og vi går ængsteligt og venter på, at en af vores vældig mange pileaer sætter blomster. Sætter den blomster kan man nemlig få frø der kan sås, og vi ved endnu ikke hvad disse bliver til – meget spændende!

Blomster-metoden er dog så uvis, da vi ikke har den fjerneste idé om hvorvidt man kan “fremprovokere” blomster på en Pilea – det virker meget tilfældigt hvilke der får.

 

At få et blad til at slå rod

En anden metode vi eksperimenterer med, efter at have set andre gøre det på Instagram, er at få et blad fra en Pilea til at slå rod. Håbet er at man derefter kan sætte det i jord og det på magisk vis vil vokse videre. Ganske enkelt ved at knække et blad af med stilk, sætte det i vand og vente.

Jeg har i 4 uger haft et enkelt Pilea blad stående i et glas vand, og da jeg vendte hjem fra ferie og skulle til at smide det ud fordi der intet var sket, så jeg, at det utroligt nok havde slået rod. Ikke det vilde, men to små rødder. Se selv herunder:

pilea peperomioides blad med rod

Vandet bliver skiftet jævnligt (det kan godt begynde at lugte), og ellers har glasset været placeret i et lyst og halv køligt værelse. Jeg har fået et tip om, at man kan tilsætte glukose til vandet, som skulle kunne gøre processen mere succesfuld – om det virker ved jeg ikke.

Nu må vi vente og se hvad dette udvikler sig til, og mere interessant, om det kan blive til en plante. Jeg synes det er svært at forestille sig, hvordan pileaen skal udvikle sig fra at være et enkelt blad, til en hel plante. Og det er ligeledes et meget stort blad rødderne skal holde liv i, samtidig med det skal sætte ny vækst. Hvad tænker I?

 

… But why?

At få et pilea blad til at slå rod er i virkeligheden en fuldstændig tåbelig beskæftigelse hvis du spørger mig, for processen er lang og succesraten lav.

Jeg har været i dialog med en Instagrammer fra Melbourne der driver en blomsterforretning. Hun fortalte at hun måske har fået 2 ud af 100 pilea blade til at slå rødder – og at de derefter kan være salgsklare 3-4 måneder efter. For det første virker det enormt besværligt, for det andet må hun jo næsten have fjernet samtlige blade fra sine planter i forsøget 😉

Jeg har ligeledes være i dialog med en anden Instagrammer der fortæller, at hun fik et eller flere blade til at slå rødder, men da hun satte dem i jord døde de.

Alt dette for at få flere pileaer – formoder jeg. Jeg synes dog det virker tåbeligt at vente på det, i stedet for bare at tage stiklinger fra sin pilea, som jo alligevel vokser så flittigt på langt de fleste planter. Se selv på billedet herunder hvor vildt det kan være!

Pilea peperomioides med mange stiklinger

Jeg gør derfor det her som et forsøg, dels fordi det er sjovt, og dels fordi der er rigtig mange der udtaler sig om pileaen men der er ikke særlig mange der har reel viden om den, og det vil vi gerne bidrage med.

Har du selv forsøgt dig med at få pilea blade til at slå rødder, eller andre spændende forsøg? Så smid endelig en kommentar herunder! 🙂

 

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *


*